Jomfru Maria afbildet som en del af en illustration i en Koran
"I have hørt, at der er sagt: Du skal elske din Næste og hade din Fjende. Men jeg siger eder: Elsker eders Fjender, velsigner dem, som forbande eder, gører dem godt, som hade eder, og beder for dem, som krænke eder og forfølge eder, for at I må vorde eders Faders Børn, han, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgå over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige. Thi dersom I elske dem, som elske eder, hvad Løn have I da? Gøre ikke også Tolderne det samme? Og dersom I hilse eders Brødre alene, hvad stort gøre I da? Gøre ikke også Hedningerne det samme? Værer da I fuldkomne, ligesom eders himmelske Fader er fuldkommen. - Matthæusevangeliet, kap 5.
Sætningen vækker anstød, fordi vi er syndere
Jeg siger ikke at det er let, og jeg siger heller ikke at vejen til at forstå eller sågar omfavne erkendelsen, er let. Men det er nu engang et guddommeligt bud, at vi skal elske vores fjender, og bede for dem. Motivationen for dette indlæg er dels at nuancere og sågar tydeliggøre nogle spirituelle principper, som for katolikker er bydende nødvendige i bestræbelsen på at leve hellige liv. Men det andet og mindre åbenlyse motiv for mig, er at jeg af og til oplever enkelte og få katolikker som bygger deres katolske praksis og overbevisning på en form for antipati over for Islam generelt set, og for muslimers adfærd mere konkret. Hos flere er det en motivation som naturligt er opstået som en konsekvens af den stigende ikke-vestlige indvandring til Europa siden 1980erne, og de afledte sociale effekter det har haft på vores samfund bredt set. Det er samtidig fuldstændig legitimt at være modstander af forøget ikke-vestlig indvandring til Danmark og Europa. Og det er også fuldstændig legitimt og i tråd med katolsk sociallære, at hævde naturretslige principper og katolsk sociallære som grundlag for sit syn på indvandring. Men det er samtidig vigtigt at understrege, at vi ikke kan undslå os det bud at vi skal elske dem, som forfølger os. Lad os se hvorfor det egentlig er sådan.
"I elskede! tror ikke enhver Ånd, men prøver Ånderne, om de ere af Gud; thi mange falske Profeter ere udgåede i Verden. Derpå kende I Guds Ånd: enhver Ånd, der bekender Jesus som Kristus, kommen i Kød, er af Gud. Og enhver Ånd, der ikke bekender Jesus, er ikke af Gud; og dette er Antikrists Ånd, om hvilken I have hørt, at den kommer, og den er allerede nu i Verden...
"Hævner eder ikke selv, I elskede! men giver Vreden Rum; thi der er skrevet: "Mig hører Hævnen til, jeg vil betale, siger Herren." 20 Nej, dersom din Fjende hungrer, giv ham Mad; dersom han tørster, giv ham Drikke; thi når du gør dette, vil du samle gloende Kul på hans Hoved. 21 Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind det onde med det gode!" - Rom. 12,19-21
Det er meget vigtigt at have de rette definitioner på plads. I dag tror mange at kærlighed er en form for amorøs eller følelsesmæssig opbrusning af følelser hos den enkelte, som kan være mere eller mindre intense. Men det er ikke det vi taler om her. Her taler vi om kærlighed, forstået som at ønske det højeste gode for den næste, nemlig Gud. At man vil næstens frelse, og ønske at næsten opnår kendskab til Gud, elsker Gud og derigennem tjener Gud, som Gud ønsker at vi skal elske Ham, er det højeste og den mest kærlige handling man kan udøve. Kan man sågar lide og ofre sig for at andre kan kende til det højeste gode, nemlig Gud, og opnå en frugtbar kærlighedsrelation til Ham, ja så udøver man altså kærlighed i den mest fuldendte form. Og det er en anden form for kærlighed, end blot at sørge for at andre mennesker og sågar hedninge eller ikke-troende, kan fastholde deres eget fysiske velbefindende, eller beholde deres egen religiøse praksis. Hvis man altså virkelig elsker næsten, så elsker man dem på den facon at man ønsker at de kan opnå frelsen. Ønsker man ikke det for dem, så elsker man dem i virkeligheden ikke. Så kontant kan det siges. Og vores vilje, i kontekst til ovenstående citat fra evangelisten Johannes, er opflammet af Gud og Helligånden. Vores vilje, intellekt og styrende passion, informeres, opflammes og bevæges altså af Gud Faderen, Gud Sønnen, og Gud Helligånden. Dermed kan man sige, at opildnes man af noget som er i modstrid med Guds vilje, så er det ikke Gud som bevæger sjælen og de åndelige fakulteter, men en vis anden herre. Og ham skal vi holde os langt fra, for ikke at sige bekæmpe. Og vi bekæmper ham bedst med endnu tre ting, nemlig bøn, faste og almisse. Bøn, fordi vi anmoder Gud Faderen om at oplyse vores intellekt, faste fordi vi tæmmer og undertrykker vores kødelige passioner, og almisse, fordi vi udøver gavmildhed som Kristus ønsker af os. Det er pudsigt og glædeligt at Treenigheden og katolsk spiritualitet altså går igen og igen over tre elementer. Men det betyder også, at for at vi kan blive som vores Fader i Himlen, der kræves det af os at vi udøver samme kærlighed som Han, for at blive forsonet med Ham. Vi kan ikke modtage eller udleve de kvaliteter vi ikke har, så for at vi kan vokse i hellighed, må vi udøve hellighed. Vi er nødt til at udøve den kærlighed som Gud forlanger af os.
I elskede! lader os elske hverandre, thi Kærligheden er af Gud, og hver den, som elsker, er født at Gud og kender Gud. Den, som ikke elsker, kender ikke Gud, thi Gud er Kærlighed. Deri blev Guds Kærlighed åbenbaret iblandt os, at Gud har sendt sin Søn, den enbårne, til Verden, for at vi skulle leve ved ham. Deri består Kærligheden: ikke at vi have elsket Gud, men at han har elsket os og udsendt sin Søn til en Forsoning for vore Synder. I elskede! har Gud således elsket os, da ere også vi skyldige at elske hverandre. Ingen har nogen Sinde set Gud; dersom vi elske hverandre, bliver Gud i os, og hans Kærlighed er fuldkommet i os. Derpå kende vi, at vi blive i ham, og han i os, at han har givet os af sin Ånd. Og vi have skuet og vidne, at Faderen bar udsendt Sønnen til Frelser for Verden. Den, som bekender, at Jesus er Guds Søn, i ham bliver Gud, og han i Gud. Og vi have erkendt og troet den Kærlighed, som Gud har til os. Gud er Kærlighed, og den, som bliver i Kærligheden, bliver i Gud, og Gud i ham. Deri er Kærligheden fuldkommet hos os, at vi have Frimodighed på Dommens Dag, fordi, ligesom han er, således ere også vi i denne Verden. Frygt er ikke i Kærligheden, men den fuldkomne Kærlighed driver Frygten ud; thi Frygt bringer Straf; men den, som frygter, er ikke fuldkommet i Kærligheden. Vi elske, fordi han elskede os først. Dersom nogen siger: "Jeg elsker Gud," og hader sin Broder, han er en Løgner; thi den, der ikke elsker sin Broder, som han har set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set? Og dette Bud have vi fra ham, at den, som elsker Gud, skal også elske sin Broder." - 1. Johs 4.
Evangelisten er her fuldstændig eksplicit i det forhold, og udlægger her at vi ikke kan blive som Gud, uden at opføre os som Gud. Når løven skal ligge med lammet, så betyder det at vores passioner og kødelige impulser skal være i balance med hinanden, men også at de overnaturlige dyder, tro, håb og kærlighed skal fuldende dem. At Gud således har givet os sin ånd, betyder at vi ved Helligåndens hjælp kan og skal kultivere de dyder og kvaliteter i vores sjæl, som beror på intellektet, viljen og vores passioner. Vi skal altså elske muslimerne, ikke fordi de er muslimer, men fordi Gud også elsker dem. Gud ønsker også deres omvendelse, og vi herliggør Gud og bekriger Djævelen, når vi frembærer og udøver Guds vilje på jorden. At udøve Guds vilje og lade Hans kærlighed manifestere på jorden, mens vi tæmmer vores egen kødelighed, er hele essensen af åndelig krigsførsel.
Aspekter af Islam vi ofte overser
For kristne, såvel som muslimer, er vores relation til Gud betinget af underkastelse. Islam betyder "underkastelse" og for kristne er relationen overordnet set den samme - men her stopper lighederne også. Islam er mest af alt et ariansk kætteri. For at forstå hvad det betyder, må man forstå hvad arianismen er for en størrelse. Den går kort fortalt ud på, at JESUS KRISTUS ikke er en guddommelig person, men blot er en menneskelig skikkelse eller profet, med særlige guddommeligt tilskikkede nådegaver. For arianere har Kristus altså ikke en guddommelig natur, er ikke inkarneret Guds søn, men er blot et menneske som Gud har udvalgt, hvis han overhovedet kan ophøjes til det. Jehovas Vidner er eksempelvis arianere - de anerkender ikke Treenigheden, opfatter ikke Kristus som Guds enbårne søn, og har omskrevet Bibelen så den passer til deres vranglære. I en vis forstand, og tager man den sekteriske vold ud af ligningen, så ligner Jehovas Vidner og muslimer hinanden utroligt meget. Men det betyder ikke at der ikke er spor af kristendom i Islam - det er der helt bestemt. Og relationen mellem kristne og muslimer er ikke dårlig alle steder - mange steder er den sågar utroligt frugtbar, og har været det på trods af korstog og forfølgelser.
Islam er altså et ariansk kætteri, men fx Vor Frue har hos muslimer en meget fremtrædende plads. Bebudelsen kan også findes i Koranen, og De Gammeltestamentlige personer som Adam og Eva, findes også. Det er trods alt en abrahamitisk religion. Der er ikke så få indicier på at Islam er et kristent kætteri. En hel del referencer fra Koranen kan findes i de apokryfe evangelier fra Pseudo-Matthæus (se eksempler her). Det er ikke så underligt - hele levanten var jo kristen frem til år 670, og allerede i år 730 A.D. var hele Mellemøsten stort set muslimsk. Af mere spøjse forhold kan man fremhæve, at det sågar er en muslimsk familie som besidder nøglerne til Gravkirken i Jerusalem, den mest kristne af alle kristne kirker. Ganske enkelt fordi de kristne fraktioner ikke kan blive enige om noget som helst. Så denne herlige muslimske familie har opbevaret nøglerne for de kristne i over 500 år, og gør det skam stadig. Derudover bør det nævnes af de kristne og palæstinenserne mere generelt, har relativt gode relationer. Og Det Jordanske Kongedømme, hashemiterne som påstår at nedstamme fra profeten selv, har bidraget yderst generøst til Gravkirkens renovation og opretholdelse i mange år. Man kan jo tænke over, hvorvidt jøderne overhovedet havde ladet Gravkirken stå, hvis de fik magt som agt - men det er en anden snak.
Katolsk sociallære om opretholdelse af en social orden
Katolske Kirkes Katekismus art. 2241 (1992) "Bedrestillede nationer har pligt til, i den grad det er muligt, at modtage udlændinge, der søger sikkerhed og eksistensmuligheder, som de ikke kan finde i deres hjemland. De offentlige myndigheder skal sørge for, at naturretten, som bringer en gæst under deres beskyttelse, der modtager ham, respekteres. De politiske myndigheder kan med henblik på det fælles gode, som de har ansvaret for, underkaste udøvelsen af indvandringsretten visse juridiske betingelser, i særdeleshed, at indvandrerne skal respektere deres forpligtelser over for modtagerlandet. Indvandreren er forpligtet til, i taknemlighed, at respektere modtagerlandets materielle og åndelige arv, adlyde dets love og bidrage til dets forpligtelser."
Så der er skam meget at bede for i disse tider, men det er grundlæggende ikke så underligt at fromme og rettroende muslimer har svært ved at tilpasse sig et samfund som grundlæggende ikke har nogen moralsk orden. I et land hvor alle dødssynder er fuldt lovlige, er det vanskeligt at opretholde nogen form for naturlig orden, endsige moralsk og sædelig. Men det betyder stadig ikke, at vi ikke skal efterstræbe at opretholde en naturretslig orden, fordi naturretten er en ret som er givet af Gud, fordi al organisk godhed er en konsekvens af Guds godhed. Man kender som bekendt træet på dets frugter, og vi har en forpligtelse til at værne om det som objektivt og naturligt er godt, skaber godhed og skaber gode rammer. Og det er essensen af en guddommeligt vejledt menneskelig kultur, at den gør det. Derfor bør og skal vi forlange at muslimer bidrager til vores kultur, og hvis de ikke bidrager til opretholdelsen af den sociale orden, så har vi også qua naturretten, ret til at hjemsende de som bryder sig mod den. Ja, vi har sågar pligt til det.
Det bedste vi nu uanset kan gøre, er at bede for muslimernes omvendelse til kristendommen. Vi kan oplyse dem om Islam som kætteri, om HERREN og Kristus, og vi kan bede for at de må udøve godt imod os. Der er i disse år mange muslimer der konverterer til kristendommen - lad os bede for at Vor Frue må gå i forbøn for dem, fordi Hun også er deres moder. VOR FRUE AF KARMEL, BED FOR OS
Comments