Vi skal deltage i hans lidelse

"Vær velvillig mod din Modpart uden Tøven, medens du er med ham på Vejen, for at Modparten ikke skal overgive dig til Dommeren, og Dommeren til Tjeneren, og du skal kastes i Fængsel. 26 Sandelig, siger jeg dig, du skal ingenlunde komme ud derfra, førend du får betalt den sidste Hvid" - Matt 5,25-26 "Og den, som taler et Ord imod Menneskesønnen, ham skal det forlades; men den som taler imod den Helligånd, ham skal det ikke forlades, hverken i denne Verden eller i den kommende". - Matt 12,32

I skrivende stund ved vi stadig at den Hellige Fader er i live, men ting kan ændre sig hastigt, og det er muligt at han allerede er død, når dette indlæg forfattes. Men når man reflekterer over den langstrakte lidelse den hellige fader sandsynligvis gennemgår lige nu, og allerede har gennemgået, sammenfattet med at fastetiden står på døren, så kan det kun mane til at vi deltager i den Hellige Faders lidelse, og søger at forsone vores vilje og intellekt i bøn til Gud, for Pavens tilgivelse og renselse. For uger tilbage bragte jeg nogle få uddrag af Pave Frans' encyklika "Dilexit Nos", som rørte mig dybt. Jeg har sidenhen reflekteret en del over det encyklika, og ikke bare indholdet - som desuden er genstand for omfattende bøn i sig selv - men også for motivet bag, som slår mig som en form for afsluttende bøn fra den Hellige Fader. En vigtig præmis for alt dette er, at vi ikke ved hvad Pave Frans ved, vi ved ikke hvilke omstændigheder hans pavedømme har været under i de seneste 10 år, og vi ved ikke hvad han tænker og sågar føler og lider i disse sidste timer. Vi er nødt til at intensivere vores bøn for Paven, fordi vi på den facon ikke bare beder Gud om at frelse og rense hans sjæl, men også for at den Hellige Moder, Kirken, må renses og ophøjes. Jeg tror ikke på at det er en tilfældighed at Paven er indlagt på dette tidspunkt i kirkeåret, navnlig inden fasten begynder, og jeg tror heller ikke at Pave Frans' motiver grundlæggende er så dårlige, som de potentielt kan gøres til.

"I sidste ende, er Det Hellige Hjerte det forenende princip for al virkelighed, siden "Kristus er verdens hjerte, og påskemysteriet, med Hans død og opstandelse centrum for historien, som på grund af Ham bliver frelseshistorien". Alle skabninger "bevæger sig fremad med os og gennem os mod et fælles endepunkt, som er Gud, i den transcendente fylde hvor den opstandne Kristus omfavner og oplyser alting". I nærværet af Kristi hjerte, beder jeg endnu engang Herren at have barmhjertighed og medfølelse med denne lidende verden, i hvilken Han valgte at tage bolig som én af os. Må Han udgyde skattene fra Sit lys og Sin kærlighed, så vores verden, som bevæger sig fremad trods krige, socio-økonomiske uligheder og truslen fra menneskefjendtlig teknologi, atter må omfavne det mest nødvendige af alt; sit hjerte." - Pave Frans ("Dilexit Nos")

Kun et menneske med en dyb og indgående spiritualitet, kærlighed til Herren, kærlighed til Kirken, men samtidig også dyb forståelse for katolsk spiritualitet og praksis, kan forfatte sådan et dokument. Her er en eksplicit gennemgribende skønhed i ovenstående citat, fordi Pave Frans formår at tydeliggøre Kristi skabende og livgivende effekt, kontrol over menneskehistorien og skæbnen, og trygheden i at Kristus i sidste ende virker alting til perfektion. Et menneske som forstår og samtidig udlægger denne sandhed, må nødvendigvis besidde også en tro som bevæger intellektet til at underkaste sig Gud. Min tanke er, at Pave Frans skriver dette encyklika som en form for renselse, en form for purifikation og godtgørelse og måske sågar bod, ovenpå meget af den forvirring og sågar kaos der hersker ikke bare i Kirken i dag, men også i verden. Er det encyklika hans åndelige forberedelse og testamente? Omvendt, må man spørge, findes der noget smukkere eller mere passende for nogen i kleresiet at afslutte deres pilgrimsfærd på jorden, med at skrive en regulær kærlighedserklæring til jesuitisk spiritualitet og praksis, og med et klart ønske om at forsone sig med Herrens vilje? Næppe.

De fysiske lidelser som Paven formentlig gennemgår i disse dage, kan vel kun betegnes som en form for fysisk renselse inden han forlader verden. Motivet for dette kender kun Gud, men vi må forsone os med hans lidelse, bede intenst for ham i disse dage, og bede at Guds barmhjertighed må virke til at afkorte hans trængsler, på hvad der fremstår som et modernistisk-brutalt og arkitektonisk-menneskefjendsk aflukke af et hospital, hvor det eneste Den Hellige Fader formentlig kigger på, er hvide kitler og plasmaskærme. Kombineret med fysisk smerte, som formentlig tiltager, og må vi antage en vis dødsangst (for hvem kan undsige sig den, i sidste ende), må Paven befinde sig i hvad der på denne jord kun kan minde om skærsilden. Hans lidelse på jorden er mildere end hvad han potentielt kan forvente i efterlivet, så vi må bede til at Guds barmhjertighed må transcendere væren og oplyse hans sjæl. Vi skal bede om en god død, en død i en tilstand af nåde, og om Gud vil, at vi dør uden for megen smerte. At vi dør i fred og i glæde, med kun kærlighedens lys for vores indre blik. "Dilexit Nos" omhandler tre fundamentale ting, navnlig vores vilje, vores intellekt og vores styrende passion. Vores styrende passion sigter til vores hjerte, hvad vores passion opflammes af og drives af, hvad vores passion grundlæggende er. Kort sagt, hvad vi elsker. Vores vilje motiverer og bevæger vores intellekt mod de genstande som vores passion tiltrækkes af. Viljen er i sig selv altså en motor, en bevæger, der bevæger vores intellekt mod det som vores passion er genstand for. Det klare spørgsmål er selvfølgelig, hvad er vores styrende passion? I skriftespejlet opfordres vi til at reflektere og meditere over vores styrende passion, hvad vi elsker og opflammes af, kort sagt hvad vi elsker. Kristus, som er kærligheden selv, bør være vores styrende passion, og ved ikke så lidt lidelse, er vi nødt til at underkue vores øvrige passioner og kødelige opflammelser, for at opildne os til og med Kristi kærlighed. Dette klare sigte til Treenigheden, sigter hhv. til Gud Faderen, al Logos, Gud Sønnen, passionen og Guds kærlighed, og Gud Helligånden, bevægeren og levendegøreren, som hhv. oplyser, opflammer og bevæger os til Gud og til Hans vilje. "Dilexit Nos" sigter til alle disse tre parametre, og indlader os på at vores vilje, intellekt og passion kalibreres til Guds samme, således at vi bliver hellige mennesker, og indlades på en vækst i kærlighed og en stadig mere intim relation med Herren i alt og alle ting. Må vi bede til at Gud oplyser, opflammer og bevæger Pave Frans' sjæl i disse sidste dage af hans liv. Må Gud forbarme sig over ham, mildne hans lidelse og lade Sig forsone med Den Hellige Fader når han skal modtage sin evige belønning.