Traditionen lever! Maria Engelport
- Christian Benedict
- for 3 dage siden
- 7 min læsning

Kort indledning
Vil man dyrke sin katolske og traditionelle spiritualitet, og vil man især give den videre til sine børn, så er man i mange tilfælde nødt til at kigge udover Danmarks grænser. Så det gjorde vi så i passionsugen, til Kloster Maria Engelport over 9 nætter. Klosteret ligger nær Frankfurt, i delstaten Rheinland-Pfalz. Klosteret bliver betjent af det tidl. Ecclesia Dei-samfund Krist Konge Instituttet (ICKSP), og består af 4 præster som også betjener Trier og Koblenz. Og de har nok at rive i. Der er masser af konversioner, vielser, dåb og sågar kald, og ønsker man som vi at fejre Påsken og nytåret, så skal man bestille næsten et år før. Så det gjorde vi, og vores længe venten gik endelig i opfyldelse. Det eneste vi fortrød var at vi skulle rejse hjem, og når man ser billederne og forstår konteksten, så ser man hvorfor. Klosteret er perfekt i alle henseender, men vigtigst og mest af alt så emmer det af kærlighed. Kærlighed til Gud, næsten og alt godt. Der har været kloster i Maria Engelport i over 800 år, og det består af den smukkeste natur, de flotteste skifersten og det smukkeste kuperede landskab man kan tænke sig. Gud må elske det sted. Så her følger en kort beretning om 9 nætter i hvad der let kan gå hen og blive en årlig begivenhed. Jeg er selv følelsesmæssigt meget overvældet, og især over at se hvordan mine børn trives i en katolsk kultur, lærer tysk sprog, latin og sågar messen, og finder det naturligt og vant at gå rundt blandt ordenssøstre og præster, mens de har en vidunderlig tid i den tyske tidlige forårssol. ICKSP fejrer præ-1955-liturgien, dvs. før Annibale Bugnini kom og ødelagde messen fuldstændig. Det er en lise for sjælen, og præsterne er ekstremt liturgisk dedikerede og fejrer messerne så utroligt smukt. For mig kan det være en tand for megt af og til, jeg kan godt lide det rå og "missionske" af og til - men jeg må lægge mig fladt ned og konstatere at HERREN må elske det her. Jeg kan ikke andet end at takke Gud for at have oplevet så fantastisk et sted med katolsk spiritualitet.
Palmesøndag
Passionsugen indledes med palmesøndag, og forneden begynder processionen. Bemærk staven med de 3 slag på døren, for at markere indgangen til det ny Jerusalem. Palmegrenene uddeltes og processionen gik i gang. Allerede her er der en mærkbar forskel til 1962-liturgien. Tilbedelsessøstrene synger så enormt smukt, klart og rent, uden nogen vibrato.


Der var ca. 200 mennesker i procession.


Udover selve højalteret, er kirkerummet fantastisk indrettet. Det er rigt ornamenteret men uden at ødelægge synssansens evne til at opfange detaljerne. Blomstermotiverne understreger fint koblingen mellem det sakrale centrum i apsis, lyset og offertoriet på alteret. Frugterne af Himlens tak til vores offer til dem.
Tirsdag

Tirsdag ændredes den liturgiske farve igen til violet, med samme læsning af lidelseshistorien og Exodus. Det er en fin og passende optakt til triduum fra torsdag og frem. Man forbereder sig vha. skriftemålet, og der er kø til stolene.
Onsdag
Tenebræ forinden messen, over matutin mens mørket fortrænges.


Skærtorsdag
Var særligt smuk. Indstiftelsen af det allerhelligste og processionen med den indstiftede hostie som forberedelse til præsanktifikatmessen fredag var en stor sanselig oplevelse. Vidunderligt udført og med skarp fremføring på latin og underbygget af koret. Der bliver ikke sparet på røgen. Og nej, der var ikke fodtvætning.


Langfredag
Fejres i sort, og ikke som ellers i violet. Der uddeles ikke kommunion til de troende, men som et kuriosum kan anføres at her også blev knælet for de ældre brødre. Bønnen blev erstattet af den mere spiselige af slagsen. Forklaringen var, trods de fleste lokale præsters ærgrelse, at man ellers politisk ville blive forvist. Hensynet til sjæle vejer tungere. Mere om det senere.


Passionslørdag og Påskevigilie
Bøn forinden vigilien, og det gælder om at komme i god tid. Kirken var propfyldt. "Lumen Christi! Deo Gratias!" Bemærk den trearmede lysestage, røgelseskarret, ilden og krucifikset som symboliserer skabelsesberetningen. Gud taler verden ind i eksistens, og Hans ånd griber skaberkraften og ildens potens ved Kristi virke og kærlighed til os, og igangsætter Sine arbejder. Han genopretter den faldne natur.



Processionen ind i kirken begynder. Stadig i mørke.

"Lumen Christi! Deo Gratias!"

Efterfulgt af påskebudskabet; "Exultet". Vidunderligt skarpt sunget uden vibrato, og med tydelig opdeling af ordene. Menigheden vidste udmærket hvad der skulle synges med på - de greb med stor forventning "...et cum spiritu tuo!"

Der læstes 5 læsninger og ikke de vanlige 12. Velsignelsen af dåbsvandet udeblev desværre, men vigilien begyndte også 21.30 og vi var i forvejen trætte. Havde den begyndt kl. 16.30 var det måske mere passende. Så det var en kort af slagsen, men stadig vidunderligt veludført. Forneden Allehelgenslitaniet, igen synger menigheden med - de er tydeligt hjemmevante i messen. Ved siden af mig sidder to meget unge, fine og fromme piger - helt stille uden at fortrække en mine. De bevæger sig langsomt frem og tilbage ved udtalen af HERRENs navn. De har formentlig aldrig oplevet andet i deres liv. Hvilken fromhedsfrugt af HERRENs gave til os.

Efter Allehelgenslitaniet skiftes til "hvid" (guld), og messen videreføres i en forkortet udgave uden trinbønner og offertoriebønnerne, men direkte til Hanc Igitur.


Herefter afsløres alteret, kommunionen uddeles og der bedes intenst. Den sejrende Kristus manifesterer sig på alteret.


Påskedag (Søndag)
Var også en meget smuk messe. En gentagelse af læsningerne, men denne gang mere overskud til at fordybe sig i læsningerne og i bønnen. Bemærk at Kannik Juneau - som præsterne dernede altid gør - lægger sin messehagel på alteret og fremfører prædikenen i alba. Om prædikenerne må det siges at de er yderst veludførte, handler om Guds sejr over døden, om genoprettelsen af vores faldne natur og vores erkendelse af at vi er syndere, at vi har brug for at tage imod Guds nåde. Hvilken velsignelse at høre præster tale om netop disse helt centrale ting i vores Gudsliv. Tak Gud.


Klosterets indretning og omgivelser
Der bør også anføres nogle få bemærkninger om klosterets rammer og omgivelser - der har været kloster i 800 år på dette sted, og det er tydeligt. Vidunderlige grønne områder. et utroligt dyreliv og en dyb stilhed omkalfatrer klosteret. Perfekte rammer for børnefamilier, for klosteret er samtidig hegnet totalt ind, og man kan roligt lade sine børn gå rundt alene og lege. Efter nogle dage bliver de hjemmevant, og ser præster, ordenssøstre og dyr hele tiden. Der var gråd i stemmen da vi skulle rejse hjem.

Grottoen fra 1915 er en kopi af den fra Lourdes. Et stærkt vidnesbyrd om Vor Frue af Lourdes' manifestation godt 30 år forinden, og hvilket trosliv der har motiveret denne udstykning. Her blev bedt meget.


Forneden udsigten fra vores værelse. Med udsigt til Vor Frue og morgendisen. Min sjæl, hvad vil du mere?

Kannik Morrow velsigner min søns rosenkrans. Om præsterne bør anføres at man ikke kan se eller høre forskel på dem, og præster fra FSSPX. De lyder, ligner og beder fuldkommen som dem. Ikke et ondt ord om SSPX hernede. De troende shopper livligt frem og tilbage mellem de forskellige ordener. Søndagsmesse hos FSSPX, valfart med FSSP i Schweiz og påske hos ICKSP i Treis-Karden. Her er vi alle i samme båd, og det skyldes ikke mindst Traditiones Custodes og også Covid-19. Man fornemmer tydeligt hvilken vej vinden blæser.

Bemærk Kannik Morrows smukke cingulum med ICKSP-logo på. Jeg har aldrig set så smukt et sakristi.

Spisesalen med søster som fortæller om praktiske ting til gæsterne. De taler gerne, men kun når det er nødvendigt, og ellers er de sky og indadvendte. Sjælen er Guds og kun Hans.

Foyeren med dør til kirken til højre. Gæster får en hovednøgle.

Vor Frue som er instituttets beskytteer.

Hellige Anna Selvtredje.

Sidealter til Hellige Josef. Bemærk relikvierne.

Kristus, Konge.

Indtryk af gangen på klosteret. Man føler sig hurtigt hjemme. Forneden hovedtrappen til 1. og 2. sal.

Udenfor, Vor Frue.


Vue udover dalen med klosteret i centrum. Langs vejen løber en stille å, og på den modsatte side af vejen er der dyrehold og korsvej.

Kirkegården i tilknytning til klosteret hvor de gamle munke er begravet.

Indryk af hvorledes en vegetativ sjæl fortrænger materien til fordel for at opfylde sit telos. Hvis den kan det, så kan en rationel sjæl også. Forneden et vue udover dalen og til højre hønsefold. Korsvejen i dybden.


Korsvejene er gjort tidssvarende, således at de afspejler traditionen og troen.


Forneden, enorme vinbjergsnegle overalt. I solen firben, kryb og masser af fugle.

Seværdigheder i området
Er man i området så skal ma besøge Burg Eltz. Det har været i familiens eje i 34 generationer, og faderen til den nuværende greve er katolsk krigshelt og talte 8 sprog. Var i kamp for sin hjemegn i 1992, sad i parlamentet i Kroatien og talte latin. Kapellet illustreret forneden indeholdt et tabernakel og østvendt alter, og var spærret af. Familien har stadig deres katolske tro!

Slottets gård fra 1200-tallet.



Kapellet som er hjertet i slottet. Alting er katolsk hernede. Bemærk alterstenen på alteret. Vågelampen i pendulum fra loftet. Tremmerne der holder vandaler væk.

Bemærk tremmerne.

Treis-Karden er også dødcharmerende i regnvejr.

Hængebroen over dalen er også sjov, og nervepirrende at gå på. Der er ca. 80 meter ned, og vores børn var modigere end os. Puha!



Til alle hvad du kan, i tiden som du har, til egnen hvor du bor.
Alt det man ikke kan se
Først om det spirituelle, som må være det vigtigste af alt. Der er en gennemgribende katolsk kultur på klosteret, hvor alting flugter med Gud. Der er daglige messer, skriftemål, vesper og tenebræ. Præsterne er udadvendte, glade og kærlige. Gæsterne lige så, og mere til. Alle føler sig hjemme, for alle er kaldet til at elske og til at leve livet i Sandhed. Børn er mere end velkomne, og vellidte af søstre, præster og lægfolk. Der er aktiviteter for alle, men troen er i centrum. Dog kan man mærke at kulturen er mere varieret, ikke alle bærer slør til messen og ikke alle beder for. Der er et større gennemtræk af mennesker også fra den konciliære kirke, men det er OK. Familierne på klosteret er kompromisløse, spirituelle og fokuserede. I Tyskland er det svært at være katolik, så de her familier mener det. De ofrer alt hvad de kan for at give deres børn en katolsk tro og spiritualitet. For præsterne kan man ikke høre forskel på dem og FSSPX. Her er "klanerne forenet", og over en øl i kælderen tales der med omsorg, glæde og respekt for Ærkebiskop Lefebvre. Der er desuden mange postulanter i år, og præstekald er der nok af. Desuden forlyder det at FSSP-præsterne i Holland går til skriftemål hos FSSPX i Utrecht. Essensen - et liv hvor troen leves i kærlighed. Jeg mindes ikke at jeg nogensinde har haft en rejse som var så svær at komme hjem fra. Især for mine børn. Her flugter alting mod Gud. Jeg har lige reserveret næste års ophold. Det her kan let gå hen og blive en årlig tilbagevendende begivenhed. Desuden; Biskop Czeslaw blev for år tilbage tilbudt af Krist Konge Instituttet og Petersbroderskabet at modtage præster til det danske bispedømme. Han afviste det kategorisk.
Vidunderlig ferie og oplevelse! Det er sandelig et smukt sted. Det kan jeg godt forstå I vil gøre til en årlig tur.
Men jeg studser over, at de begyndte Messen til påskevigiliet uden trinbønnerne. Det er et 1962 påfund. Den skulle også gerne slutte med en forkortet vesper.
Min favoritting ved præ-55 må være at Exsultet (lige udover langfredag) faktisk giver mening. Det er ikke bare en kom-glad påskesang som i den nye messe. Det giver faktisk påskelyset karakter af at være konsekreret af diakonen, og ikke "blot" et velsignet lys. Det er et element af liturgireformerne jeg generelt oplever som meget problematisk; at vigtige velsignelser på den måde har ændret karakter. Det samme ser man med palmegrenene. Den gamle…