Jeg vil glæde mig højlig i Herren, min Sjæl skal juble i min Gud; thi han klædte mig i Frelsens Klæder, hylled mig i Retfærds Kappe, som en Brudgom, der binder sit Hovedbind, som Bruden, der fæster sine Smykker. - Esajas 61,10 Den, som har Bruden, er Brudgom; men Brudgommens Ven, som står og hører på ham, glæder sig meget over Brudgommens Røst. Så er da denne min Glæde bleven fuldkommen. - Johs. 3,29 Himmeriges Rige lignes ved en Konge, som gjorde Bryllup for sin Søn. 3 Og han udsendte sine Tjenere for at kalde de budne til Brylluppet; og de vilde ikke komme. 4 Han udsendte atter andre Tjenere og sagde: Siger til de budne: Se, jeg har beredt mit Måltid, mine Okser og Fedekvæget er slagtet, og alting er rede; kommer til Brylluppet! 5 Men de brøde sig ikke derom og gik hen, den ene på sin Mark, den anden til sit Købmandsskab; 6 og de øvrige grebe hans Tjenere, forhånede og ihjelsloge dem. 7 Men Kongen blev vred og sendte sine Hære ud og slog disse Manddrabere ihjel og satte Ild på deres Stad. 8 Da siger han til sine Tjenere: Brylluppet er beredt, men de budne vare det ikke værd. 9 Går derfor ud på Skillevejene og byder til Brylluppet så mange, som I finde! 10 Og de Tjenere gik ud på Vejene og samlede alle dem, de fandt, både onde og gode; og Bryllupshuset blev fuldt af Gæster. 11 Da nu Kongen gik ind for at se Gæsterne, så han der et Menneske, som ikke var iført Bryllupsklædning. 12 Og han siger til ham: Ven! hvorledes er du kommen herind og har ingen Bryllupsklædning på? Men han tav. 13 Da sagde Kongen til Tjenerne: Binder Fødder og Hænder på ham, og kaster ham ud i Mørket udenfor; der skal der være Gråd og Tænders Gnidsel. 14 Thi mange ere kaldede, men få ere udvalgte." - Matt 22, 2-14. Og det blev givet hende at iføre sig skinnende, rent Linklæde; thi Linklædet er de helliges Retfærdshandlinger. 9 Og han siger til mig: Skriv: Salige ere de, som ere budne til Lammets Bryllups Nadver! Og han siger til mig: Disse ere de sande Guds Ord. - Åb 19,9
Indledning
Der er meget åndelig rigdom at hente fra den jødiske tradition, eller rettere - Kirkens tradition - i relation til hvad Den Hellige Eukaristi er, men også hvilke gammeltestamentlige rødder som kan tilskrives den eukaristiske fejring. Indlægget er et nedkog af en præsentation jeg gennemførte for år tilbage, og indholdet kommer primært fra disse bøger og kilder, som angives forneden. De er ikke udtømmende, men har for mig været et yderst berigende udgangspunkt til at forstå, og særligt åndeligt fordybe mig i, dels hvad det er man deltager i, og hvordan man deltager, i den eukaristiske fejring. Det kommer vanskeligt til udtryk i Novus Ordo-messen, men især i den byzantinske og også latinske tradition, står det meget tydeligt frem. Nogle anbefalinger til yderligere og dybere læsning, kommer her:
Visuelt og teologisk god forstørret pixi-bog, som er glimrende til børnekatekese (og for voksne). Jeg bruger den selv over for mine børn, til "underholdning" under messen.
The Mass of St. Pius V: Spiritual and theological commentary
Glimrende teologiske og spirituelle kommentarer af Fader Bernard-Marie de Chivre, dominikaner og feltpræst. Bogen bruges som obligatorisk læsning for SSPX' seminarister i dag.
Jesus and the jewish roots of the eucharist (Brant Pitre, udt. "Pii-tri")
Letlæst og koncist nedkog af den jødiske tradition i eukaristien. LÆS DEN.
Som ovenfor, Scott Hahns altid glimrende bøger omhandler den sidste kalk og den jødiske "seder" i relation til Kristi fuldbringelse på korset.
Den Hellige Messe er ægteskabet mellem Himlen og jorden. HERREN manifesterer sin kærlighed til os i messen, som Han gjorde på Golgatha, og Han indlader os til en intim, dybt spirituel og fokuseret kærlighedsrelation til Ham. Denne relation er naturligvis ikke uden forpligtelser, men er mulig og tilgængelig for de som elsker Ham nok. Han sender alle nåde nok, og alle som vil tage imod Ham, kan få del i Ham. Det er kun Hans nåde, der muliggør at vores sjæl kan opnå denne guddommelige forsoning med Ham.
Den nye katekismus kan kritiseres for meget, men al den poetiske frihed til trods, så finder jeg stadig stor glæde i at slå op i de mange gode og konkrete passager og henvisninger. Ét uddrag af den, forklarer tydeligt hvad messen helt konkret er, det vil sige - hvad vi stilles foran:
KKK 1366 Eukaristien er altså et offer, fordi den repræsenterer Korsets offer, (gør det nærværende), fordi den er ihukommelsen af det, og fordi den tildeler os frugten af det: [613] Kristus, vor Gud og Herre, ofrede sig selv til Gud Fader én gang for alle gennem sin død på Korsets alter, for at udvirke for dem (menneskene) en evig forløsning. Fordi Hans præstedømme dog ikke skulle udslukkes efter Hans død (Hebr 7,24.27), efterlod Han ved det sidste påskemåltid, den nat, da Han blev forrådt (1 Kor 11,23), til Kirken, sin elskede brud, et (som menneskenaturen kræver det) synligt offer, hvorved det blodige offer, som skulle fuldbyrdes én gang for alle på korset, skulle repræsenteres og mindet om det vedvare indtil tidernes ende, og dets frelsebringende kraft appliceres på de synder, vi dagligt begår. [47] (Tridentinerkoncilet, Doctrina de ss. Missae Sacrificio, c. 1: DS 1740.) KKK 1367 Kristi offer og Eukaristiens offer er et eneste offer: Det er en og samme offergave; og det er den samme, som nu ofrer ved præsternes tjeneste, som dengang ofrede sig selv på Korset. Kun måden, hvorpå der ofres, er forskellig:[48] Og fordi det i dette guddommelige offer, der gennemføres i messen, er den samme Kristus, der er indeholdt og ofres på ublodig vis, som én gang frembar sig selv på blodig vis på korsets alter,... er dette offer et sandt sonoffer.[49] [1545]
Essensen her er altså, at vi deltager i det samme offer som Kristus udførte på Golgatha, og vi stilles foran det. Det kommer meget vanskeligt til udtryk i Novus Ordo-liturgien, men i den traditionelle messeform, hvad enten vi taler øst eller vest, er dette både teologisk og liturgisk meget tydeligt. Det er hele årsagen til, at vi skal indlades i en gensidig, evig og livgivende kærlighedsrelation til Kristus, og denne kærlighedsrelation manifesteres helt tydeligt i messen. Hellige Paulus er også helt eksplicit, i forhold til hvordan vores sjæl, det vil sige vores immaterielle livgivende princip, opnår forening, samfund eller rettere - kommunion - med Gud. Vi er kaldet til en bryllupsfest, og Brudgommen kalder os til denne fejring og forsoning af Ham, til os.
"16 Velsignelsens Kalk, som vi velsigne, er den ikke Samfund med Kristi Blod? det Brød, som vi bryde, er det ikke Samfund med Kristi Legeme? 17 Fordi der er eet Brød, ere vi mange eet Legeme; thi vi få alle Del i det ene Brød" - 1 Kor 10,16-17
og ydermere
"Thi jeg har modtaget fra Herren, hvad jeg også har overleveret eder: At den Herre Jesus i den Nat, da han blev forrådt, tog Brød, 24 takkede og brød det og sagde: "Dette er mit Legeme, som er for eder; gører dette til min Ihukommelse!" 25 Ligeså tog han og,så Kalken efter Aftensmåltidet og sagde: "Denne Kalk er den nye Pagt i mit Blod; gører dette, så ofte som I drikke det, til min Ihukommelse!" 26 Thi så ofte, som I æde dette Brød og drikke Kalken, forkynde I Herrens Død, indtil han kommer." - 1 Kor 11,23
Hellige Paulus beskriver altså dette hellige samfund, vi opnår himmelsk samfund med Vor Fader som er i Himlen, Han nedstiger til os, og vi får mulighed for at opnå kommunion med Hans mystiske krop i messen. Her er tale om en direkte åndelig intimitet, Himlens Konge nedstiger til os, og vi får mulighed for at blive en del af Hans krop. Det er essensen af Kommunion, at man er i forening med de åndelige lemmer der er Kristus.
Messens fire mål
Messens offer har fire mål - hhv. herliggørelse, taksigelse, anmodning og soning. Det er dét der synges i Gloria, og indrammer messens grundstruktur. Messeofferet indeholder flere forskellige ofre. I messens første del, katekumenernes messe, frembæres de troendes synder og anmodninger på vegne af præsten, og Guds ord læses højt, eller synges til Ham, til Hans lovprisning. Vi giver altså vores anmodninger og samvittighedsransagelse til Gud, og vi får vejledning og instruktion af Ham. I messens anden del, de troendes messe (eller eukaristiens hoveddel), frembærer vi det usyrede brød og vin til Ham, og modtager Hans legeme og blod, og vi håber på at Han rigt vil uddele sine nådegaver til os. Strukturen er altså, vi giver noget og får noget igen, og vi giver noget og får noget igen. Offertoriet er altså den største bøn man kan bede, fordi man stilles foran Golgatha i messen, foran det allerhelligste, samme sted hvor Abraham ofrede Isak, hvor Adam fik sin sjæl indgydt, hvor Herren gik ind til sin lidelse og død, og fuldbyrdede den gamle pagt med den nye og evige. Han er altså det nye og evige tempel, og netop det at vi nu indtræder i det Nye og Evige Tempel, er en central kendsgerning for messeofferet.
Kristi offer er forudsagt i det gamle testamente, og liturgiens bønner tydeliggør denne deltagelse i offerhandlingen. For at et offer er effektueret, skal tre elementer i offeret tilvejebringes. Det ene er tilsidesættelse af det som ofres, eksempelvis lammet, det andet er en ihjelslåning af offeret, eller brydelse af offeret om man vil, og det tredje og sidste er en fortæring eller konsummering af offeret. Rent sakramentalt set, er denne trilogi til stede i alle Kirkens sakramenter. Et andet eksempel er fx skriftemålet - den troende tilsidesætter sig selv i bøn, refleksion og samvittighedsransagelse for de synder som er begået, den troende frembærer sine selvanklager til Kristus, og til slut fortæres eller sones anklagerne i forbindelse med den bod, som Kristus udmåler til os i sakramentet. Skriftemålet er altså ikke tilendebragt, før boden er effektueret hos den troende. Samme princip kan også tilskrives dåben, en tilsidesættelse og forberedelse af dåbsbarnet, en frembæring og eksorcering af dåbsbarnet, og til sidst en fuldstændig renselse af dåbsbarnet ved vand og Helligånden.
Allerede i 1. Mosebog forudsiges Kristi offer hos Kain og Abel, og vi deltager i samme offer som Hl. Abel frembar:
"Adam kendte sin Hustru Eva, og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med Herrens Hjælp!" 2 Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker. 3 Nogen Tid efter bragte Kain Herren en Offergave af Jordens Frugt, 4 medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og Herren så til Abel og hans Offergave, 5 men til Kain og hans Offergave så han ikke." - 1. Mosebog 4, 1-5
I offertoriebønnerne i den traditionelle latinske messe, understreges denne teologiske sandhed atter engang:
"Se i Din miskundhed ned herpå med et nådigt og mildt blik og tag imod det, således som Du nådigt tog imod Din retfærdige tjener Abels gaver og vor stamfader Abrahams offer, og hvad Din ypperstepræst Melkisedek frembar for Dig: et helligt offer, en uplettet offergave."
Hl. Abrahams offer til Isak på Moriahbjerget, er også en typologisk og bogstavelig forudsigelse af Kristi offer. Moriahbjerget har en central betydning i den liturgiske praksis, fordi her er tale om en konkret bestigelse og besejring af døden, hvor Adam fik blæst sin ånde ind af Gud, hvor Abraham ofrede Isak. Det Gamle Tempel byggedes da også på dette bjerg, og kun det nye tempel, JESUS KRISTUS, kan opfylde den gamle pagt og forsone menneskeheden. Det er Kristi offers skønhed og utrolige gave, som liturgien og sakramentet forkynder og meddeler.
14 Herren talede fremdeles til Moses og sagde: 15 Når nogen gør sig skyldig i Svig og af Vanvare forsynder sig mod Herrens Helliggaver, skal han til Bod derfor som Skyldoffer bringe Herren en lydefri Væder af Småkvæget, der er vurderet til mindst to Sølvsekel efter hellig Vægt; 16 og han skal give Erstatning for, hvad han har forsyndet sig med over for det hellige, med Tillæg af en Femtedel af Værdien. Han skal give Præsten det, og Præsten skal skaffe ham Soning ved Skyldoffervæderen, så han finder Tilgivelse. 17 Når nogen, uden at det er ham vitterligt, synder ved at overtræde et af Herrens Forbud, så han bliver skyldig og pådrager sig Skyld, 18 da skal han af Småkvæget bringe en lydefri Væder, der er taget god, som Skyldoffer til Præsten, og Præsten skal skaffe ham Soning for den uforsætlige Synd, han har begået, uden at den var ham vitterlig, så han finder Tilgivelse. 19 Det er et Skyldoffer; han har pådraget sig Skyld over for Herren. - 3. Mosebog 5,14-19
"Så skal du lave et Sonedække af purt Guld, halvtredje Alen langt og halvanden Alen bredt; 18 og du skal lave to Keruber af Guld, i drevet Arbejde skal du lave dem, ved begge Ender af Sonedækket. 19 Den ene Kerub skal du anbringe ved den ene Ende, den anden Kerub ved den anden; du skal lave Keruberne således, at de er i eet med Sonedækket ved begge Ender." - 2. Mosebog 25,17-19
Den liturgiske praksis drejer sig altså om opfyldelsen af den gamle pagt - vi træder liturgisk og især spirituelt, frem foran det allerhelligste, hvor Gud konkret og fysisk er til stede, og bestiger dette liturgiske bjerg, hvor Guds trone er placeret. De traditionelle trinbønner understreger det faktum, at vi ikke blot bevæger os horisontalt, men også vertikalt op til Gud. Salme 42 lader os bede om at Gud må tydeliggøre sin sandhed for os, og lede os til fornyelsens bad i det hellige messeoffer.
"Skaf mig Ret, o Gud, og strid for mig mod Folk, som ej kender til Mildhed, fri mig fra en falsk, uretfærdig Mand! 2 Thi du er min Tilflugts Gud, hvi har du forstødt mig? Hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, træt af Fjender? 3 Send dit Lys og din Sandhed, de lede mig, bringe mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger, 4 at jeg må komme til Guds Alter, til min Glædes Gud, juble og prise dig til Citer, Gud, min Gud! Hvorfor er du nedbøjet, Sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit Åsyns Frelse og min Gud!"
"Derpå tog Salomo fat på at bygge Herrens Hus i Jerusalem på Morija Bjerg, hvor Herren havde ladet sig til Syne for hans Fader David, på det Sted, David havde beredt, på Jebusiten Ornans Tærskeplads. 2 Han tog fat på Byggearbejdet i den anden Måned i sit fjerde Regeringsår." - 2. Krønikebog 3,1
Moriahbjerget er også centralt i Abrahams offer, da Gud prøvede Abraham og bad ham ofre Isak, det uskyldige lam, på netop dette bjerg. Det findes naturligvis endnu, og i dag ligger hhv. Al-Aqsa-moskeen og Haram al-Sharif, den blå moske, på dette bjerg.
"Og Abraham greb Kniven og rakte Hånden ud for at slagte sin Søn. 11 Da råbte Herrens Engel til ham fra Himmelen: "Abraham, Abraham!" Han svarede: "Se, her er jeg!" 12 Da sagde Engelen: "Ræk ikke din Hånd ud mod Drengen og gør ham ikke noget; thi nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke sparer din Søn, din eneste, for mig!" 13 Og da Abraham nu så op, fik han bag ved sig Øje på en Væder, hvis Horn havde viklet sig ind i de tætte Grene; og Abraham gik hen og tog Væderen og ofrede den som Brændoffer i sin Søns Sted. 14 Derfor kaldte Abraham dette Sted: Herren udser sig, eller, som man nu til dags siger: Bjerget, hvor Herren viser sig."- 1. Mosebog 22, 10-14.
Visualisering af tempelpladsen foroven, i Den Gamle By i Jerusalem. Det kan varmt anbefales at besøge Jerusalem, af årsager der er for mange til at nævne her. Forneden ses en model af det 2. tempel, bemærk søjlegangene som et aflukke til det hedenske, og den indre gård som en forgård til indgangen til præsternes gård - og inde i selve templet, det allerhelligste, hvor Gud rent fysisk var til stede.
Templets arkitektur er værd at bemærke sig forneden. Her er tydelige anstrøg og sammenhænge til den kristne offerpraksis, fordi alle kirkers indretning er en afspejling af denne teologiske og liturgiske praksis. Udenfor selve gårdspladsen var der trapper ind til helligdommen, hvor kun rene mennesker, dvs. mennesker som havde vasket sig rene i Mikva (vandkar) måtte indtræde. Det samme åndelige vandkar har vi i kirkerne i dag, men skriftestolene placeres også typisk ved kirkernes indgang, for at vi vasker vores sjæle rene, inden vi træder frem for HERREN. Dernæst kan vi fra vest se kvindernes gård, og endnu en trappeopsats leder præsterne ind til det store højalter hvor selve offerpraksissen gennemføres. Ypperstepræsten havde årligt til opgave at bevæge sig ind til det allerhelligste, bag sløret til dét aflukke i selve templets bygning, hvor Gud befandt sig, for at frembære bønner og ofre til Gud. De 12 skuebrød, er altså billeder på Israels 12 stammer, men er også en forudsigelse af det brød som vi skulle spise for at hele menneskeheden kunne tage del i Kristi legeme. I mange traditionelle menigheder, er der desuden stadig en opdeling af hhv. mande - og kvindesiden, hvor kvinder sidder til højre, og mænd til venstre. Det er mindre udbredt i dag, men forekommer dog.
Nedenfor i dette tværsnit af en kirkebygning, ser vi de tydelige paralleller til den jødiske tradition. Fordi "frelsen skal komme fra Øst", så er alle kirker vendt i en øst-vest logik. Traditionelt var det kun konsekrerede legemer som overhovedet måtte bevæge sig bag afskærmningen til det allerhelligste, stige op til alteret og blot nærme sig tabernaklet. I dag er der desværre en stor grad af desekrering, og mange i dag har ikke denne meget stramme opdeling af rent og urent. Sågar må kun præster, hvis hænder er konsekrerede, berøre de hellige beholdere til Det Allerhelligste. I kirkerummet må det også fremhæves, at vi også her er på en pilgrimsfærd, fra urent til rent, fra synd til perfektion, fra renselse og helliggørelse, fra død til liv. Koret er placeret som en konsekvens af englenes sang i Åbenbaringsbogen, de skal tydeliggøre en liturgisk sandhed, men også lade de troendes intellekt og vilje rette sig komplet mod Gud. Vi er på en bevægelse fra det jordiske, til det Himmelske. Som en sidste bemærkning markerer transept også overgangen over Jordanfloden, den nord-sydgående barriere kan kun overtrædes af mennesker som er konsekrerede til formålet, nemlig at tjene Det Allerhelligste.
Eukaristien og den sidste kalk
”På det (alteret) skal Aron brænde vellugtende Røgelse; hver Morgen, når han gør Lamperne i Stand, skal han antænde den. 8 Og når Aron sætter Lamperne på Lysestagen ved Aftenstid, skal han ligeledes antænde den; det skal være et stadigt Røgelseoffer for Herrens Åsyn fra Slægt til Slægt.” - 2. Mosebog, 30,7
Menneskekroppen er skabt til tilbedelse af Gud. Derfor er vores sanser, ikke bare vores syns - og høresans, men også vores lemmer og duftsans, skabt til tilbedelse af Gud. Sanseligheden i den hellige messe, kalibreres således med viljen og intellektet, til at rettes perfekt mod Gud, til Hans herliggørelse. Røgelsen i messen understøtter ikke som sådan bare et sanseligt formål, men har også til formål at ofre noget dyrebart til Ham. Røgen fra det ofrede røgelse, symboliserer således Helligånden, men også Guds sky fra udvandringen af Egypten, til Det Hellige Land, som et kontinuert levende brændoffer til Ham. Ypperstepræsten i den gamle pagt, skulle således brænde liflig røgelse til Gud, som en konstant påmindelse om Hans tilstedeværelse, og til Hans herlighed. Bemærk sågar ypperstepræstens påklædning foroven, med hvad der kan ligne en mitra, en alba, en messehagel m.v. De 12 skuebrød skulle præsterne spise ifm. offerhandlingen i templet. Dette tydeliggøres på smukkeste vis i den traditionelle liturgi ifm. tilrygelsen af offergaverne:
”Herre, lad min bøn som røgelse stige op for Dit åsyn, og mine opløftede hænder være som et aftenoffer. Herre, sæt vagt for min mund og en fast dør for mine læber, at ikke mit hjerte skal bøje sig til ondskabens ord, til at udtænke undskyldning på undskyldning for mine synder. ”Dirigatur, Domine, oratio mea sicut incensum in conspectu tuo: elevatio manuum mearum sacrificium vespertinum. Pone, Domine, custodiam ori meo, et ostium circumstantiae labiis meis : ut non declinet cor meum in verba malitiae, ad excusandas excusationes in peccatis.
"”Kom O helliggører, almægtige og evige Gud, og velsign + dette offer som er beredt til dit hellige navn”.
Ypperstepræsten tilrøg også offergaverne inden han gik ind til det Allerhelligste. Dengang som nu, vaskede han sig (og sine hænder) inden han skulle berøre de hellige genstande i Tabernaklet. "Lavabo"-bønnen har således en dobbelt symbolik, dels at symbolisere Pontius Pilatus' ansvarsfraskrivelse som anført i evangelierne, men også for at præstens fingre klargøres til at berøre det Allerhelligste:
”Jeg vil tvætte mine hænder iblandt uskyldige og gå omkring Dit alter, Herre, for at høre Din lovprisning og forkynde alle Dine undergerninger. Herre, jeg har elsket Dit huses skønhed og Din herligheds bolig. Lad ikke min sjæl gå fortabt med de ugudelige, ej heller mit liv med blodmændene, i hvis hænder er uret, og hvis højre er fyldt med gaver. Men jeg har vandret i min uskyldighed; frels mig, og forbarm Dig over mig. Min fod har stået på den rette vej; i Kirkerne vil jeg prise Dig, Herre.” - Salme 25.
En rum tid senere, vender præsten sig rundt, for at træde ind bag sløret til det allerhelligste. Som Ypperstepræsten i det gamle tempel, bevæger han sig nu direkte ind i det allerhelligste aflukke, for at gennemføre offerhandlingen på alteret.
Fra dette tidspunkt, må præsten ikke forlade alteret før offeret er fuldbragt, og fra dette tidspunkt er han in persona Christi.
"Oráte, fratres: ut meum ac vestrum sacrifícium acceptábile fiat apud Deum Patrem omnipoténtem." ”Bed, brødre, at mit og eders offer må blive velbehageligt for Gud, den almægtige Fader.” "Suscípiat Dóminus sacrifícium de mánibus tuis ad laudem et glóriam nominis sui, ad utilitátem quoque nostram, totiúsque Ecclésiæ suæ sanctæ" "Herre, modtag offeret af dine hænder, til pris og ære for Hans navn, og til gavn for os og Hans hellige Kirke."
Herefter gennemføres offertoriebønnerne, og Kristus, ved præsten som mediator, gennemfører sit offer på Golgatha, og viser os det. Den opstandne Kristus muliggør altså at vi kan deltage i Ham, fordi Han er opstanden. Her udfoldes påskemysteriet, og Den Opstandne Søn viser sig for os, og indlader os på at modtage Hans frugter. Her er nogle refleksioner vedr. 1. Mosebog relevante. Gud, i sin barmhjertighed, ofrede Sig selv for os, og blev selv det nye påskelam, fordi vores første forældre overtrådte Det Guds Bud der umuliggjorde en fuldendt kærlighedsrelation til Ham. Således bestiger Den Nye Adam således det nye træ, men meddeler ikke bare frugter af visdom som sådan, men meddeler Sig selv til os. Således kan vi kun blive fuldkomne, ved at spise af Det Nye Træ, af Den Nye Adam, som giver sit eget kød og blod til os, og således forsoner hele menneskeracen med Sig selv, og lader os deltage i dette himmelske bryllupsmåltid med De Hellige i Himlen, som viser os Guds perfekte oprettelseskraft. Det er et løfte om perfekt, evig kærlighed, om en genoprettelse af menneskenaturen og skaberværket, og et løfte om den evige salighed i Himlen, for de som tager imod Hans nåde og elsker Ham som Han ønsker, dvs. i en total underkastelse af kærlighed til Ham. At Kristus er i Himlen, er konkret tydeliggjort i Åbenbaringsbogen, og fx i denne passage:
"Og jeg vendte mig for at se Røsten, som talte med mig; og da jeg vendte mig, så jeg syv Guldlysestager 13 og midt imellem de syv Lysestager en, lig en Menneskesøn, iført en fodsid Kjortel og omgjordet om Brystet med et Guldbælte. 14 Men hans Hoved og Hår var hvidt som hvid Uld, som Sne; og hans Øjne som Ildslue; 15 og hans Fødder lignede skinnende Malm, når det gløder i Ovnen; og hans Røst var som mange Vandes Lyd; 16 og i sin højre Hånd havde han syv Stjerner; og af hans Mund udgik der et tveægget, skarpt Sværd, og hans Udseende var som Solen, når den skinner i sin Kraft. 17 Og da jeg så ham, faldt jeg ned for hans Fødder som død; og han lagde sin højre Hånd på mig og sagde: 18 Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den levende; og jeg var død, og se, jeg er levende i Evighedernes Evigheder, og jeg har Dødens og Dødsrigets Nøgler"
"Da sagde de til ham: »Hvilket tegn gør du, så vi kan se det og tro dig? Hvad kan du gøre? Vore fædre spiste manna i ørkenen, som der står skrevet: ›Brød fra himlen gav han dem at spise.‹ « Jesus sagde så til dem: »Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.« De sagde til ham: »Herre, giv os altid det brød!« Jesus sagde til dem: »Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste." - Johs 6,30
Så Kristus meddeler Sig selv i messens offerpraksis, og Han omtaler helt specifikt opfyldelsen af Den Gamle Pagt. Ikke brød i naturlig forstand, men i overnaturlig forstand. I Vulgata-bibelen (Matt 6,11) fremgår det i bønnen til Vor Fader, at her er tale om dette overnaturlige brød fra Himlen.
"panem nostrum supersubstantialem" (ἐπιούσιος (gr.) epiousios, supersubstantielle, overnaturlige).
I konsekrationen af brødet og vinen på Skærtorsdag, viser Han således apostlene hvorledes de skulle gennemføre offerpraksissen, og hvorledes Han skulle ihukommes, så Han kunne meddele sig selv. I den jødiske tradition, lod man den sidste kalk knuse i forbindelse med det årlige påskemåltid, "Seder"-måltidet. Kristus omtaler specifikt denne sidste og fuldbringende kalk i Skriften (se visualisering foroven), men drikker den først på Golgatha:
"Men jeg siger eder, fra nu af skal jeg ingenlunde drikke af denne Vintræets Frugt indtil den Dag, da jeg skal drikke den ny med eder i min Faders Rige" - Matt. 26, 29
og videre (38)
"Og han gik lidt frem, faldt på sit Ansigt, bad og sagde: "Min Fader! er det muligt, da gå denne Kalk mig forbi; dog ikke som jeg vil, men som du vil."
(Mark 15, Matt 27) ”Og de gave ham Vin at drikke med Myrra i; men han tog det ikke.”
Men hvorfor ville Han ikke drikke vin med Myrra på dette tidspunkt? Fordi offeret endnu ikke var fuldbragt på Golgatha. Kristus drak først den sidste kalk på Golgatha, inden Han udåndede.
Brødets skikkelse er typologisk forudsagt i Det Gamle Testamente, og i den jødiske tradition kan man stadig læse om skuebrødene i templet, som benævnt "ansigtsbrød", eller "Brød der skuer Gud".
"In Hebrew, the showbread is called lechem hapanim, which translates literally as “face bread.” The Talmud says that it was called lechem hapanim because it had many “faces,” i.e., many sides. The translation of the verse by Yonatan ben Uziel into Aramaic says that the showbread got its name because it was inside ("p’nim”) the hall of the Tabernacle and the Temple." Læs mere på Chabad.org
Det er også tydeliggjort i 1. Samuelsbog, 22;
"David svarede Præsten: "Ja visselig, vi har været afskåret fra Omgang med Kvinder i flere Dage. Da jeg drog ud, var Folkenes Legemer rene, skønt det var en dagligdags Rejse; hvor meget mere må de da i Dag være rene på Legemet!" 6 Præsten gav ham da det hellige Brød; thi der var ikke andet Brød der end Skuebrødene, som tages bort fra deres Plads for Herrens Åsyn, samtidig med at der lægges frisk Brød i Stedet."
Her tydeliggøres dels renhedskravet ift. at vise sig foran Herrens åsyn, en tradition som er videreført i den katolske og især latinske tradition - præsternes cølibat er en nødvendighed, for at opnå perfekt intimitet med Gud i messeofferet. Kristus taler eksplicit om hvorledes vi skal mættes af dette himmelske brød, men at det også er Kristus der meddeler os det himmelske brød.
”Og det skete, at han vandrede på Sabbaten igennem en Sædemark, og hans Disciple begyndte, imedens de gik, at plukke Aks. 24 Og Farisæerne sagde til ham: "Se, hvorfor gøre de på Sabbaten, hvad der ikke er tilladt?" 25 Og han siger til dem "Have I aldrig læst, hvad David gjorde, da han kom i Nød og blev hungrig, han selv og de, som vare med ham? 26 Hvorledes han gik ind i Guds Hus, da Abiathar var Ypperstepræst, og spiste Skuebrødene, som det ikke er nogen tilladt at spise uden Præsterne, og gav også dem, som vare med ham?" 27 Og han sagde til dem: "Sabbaten blev til for Menneskets Skyld og ikke Mennesket for Sabbatens Skyld. 28 Derfor er Menneskesønnen Herre også over Sabbaten.” - Mark. 2, 23-2
Canon (messens hoveddel)
I messens Canon, er der 3 bønner før selve konsekrationen, og 3 bønner efter. Uden at gennemgå dem alle, så er det værd at bemærke at her tydeliggøres denne himmelske manifestation af de Hellige i Himlen, at de kommer til syne for os, og selvom vi ikke kan se dem, så er de fysisk til stede i messeofferet, og konkret foran os i immateriel form. Når vi skal opløfte vores hjerter i forbindelse med konsekrationen, så skal vi altså rette vores vilje og intellekt mod Himlen, og dette er kun blevet muligt, fordi Kristus, vores ypperstepræst, har muliggjort dette for os.
"Og hine ere blevne Præster, flere efter hinanden, fordi de ved Døden hindredes i at vedblive; 24 men denne har et uforgængeligt Præstedømme, fordi han bliver til evig Tid, 25 hvorfor han også kan fuldkomment frelse dem, som komme til Gud ved ham, efterdi han lever altid til at gå i Forbøn for dem. 26 Thi en sådan Ypperstepræst var det også, som sømmede sig for os, en from, uskyldig, ubesmittet, adskilt fra Syndere og ophøjet over Himlene; 27 en, som ikke hver Dag har nødig, som Ypperstepræsterne, at frembære Ofre først for sine egne Synder, derefter for Folkets; thi dette gjorde han een Gang for alle, da han ofrede sig selv. - Heb. 7, 23-27 og forneden, 8, 1-3 Men Hovedpunktet ved det, hvorom her tales, er dette: vi have en sådan Ypperstepræst, der har taget Sæde på højre Side af Majestætens Trone i Himlene 2 som Tjener ved Helligdommen og det sande Tabernakel, hvilket Herren har oprejst, og ikke et Menneske. 3 Thi hver Ypperstepræst indsættes til at frembære Gaver og Slagtofre; derfor er det nødvendigt, at også denne må have noget at frembære."
Vi indlader os altså atter i påskemysteriet, men denne gang den nye og evige påske, som vises for os hver søndag.
Hellig, hellig, hellig er Herren, Hærskarenes Gud. Himmel og Jord er fulde af Din herlighed. Hosanna i det høje. Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn. Hosanna i det høje.
"Vi er i de helliges samfund og ærer mindet først og fremmest om den herlige, altid rene Jomfru Maria, vor Guds og Herres Jesu Kristi moder, men også om Dine salige apostle og martyrer Peter og Paulus, Andreas, Jakob, Johannes, Thomas, Jakob, Filip, Bartholomæus, Matthæus, Simon og Thaddæus, Linus, Cletus, Clemens, Xystus, Cornelius, Cyprian, Laurentius, Chrysogonus, Johannes og Paulus, Cosmas og Damian og alle Dine helgen, ved hvis fortjenester og bønner Du forunde os i alle ting at blive skærmet ved Din beskyttelses hjælp. Ved samme Kristus, vor Herre. Amen."
Modtag da dette Dine tjeneres offer, og hele Din menigheds, beder vi Dig, Herre, at Du må lade vore dage henrinde i Din fred og byde os at blive befriet fra den evige fordømmelse og regnet med i dine udvalgtes skare. Ved Kristus, vor Herre. Amen.
Dette offer beder vi Dig, Gud, at Du nådigt i alle ting vil vel+signe og an+tage og gøre det gyl+digt, formålstjenligt og velbehageligt, at det for vor frelses skyld må blive Din højtelskede Søns, vor Herres Jesu Kristi le+geme og bl+od.
Det er vanskeligt at se fra kirkebænkene, men inden konsekrationen velsignes de frembårne offergaver, og 5 gange korses der over dem, som et minde og tydeliggørelse om Kristi 5 sårmærker. De knyttes direkte til vores kødelige og faldne natur, men samtidig Kristi sår og pådragelse samt soning af vores synder. Fordi kun Guds menneskenatur kan sone vores faldne, således er sårmærkerne tegn på hvorledes Kristus soner og heler vores kødelige og faldne natur, og de tilbøjelige impulser vi dagligt slås med.
Han, som dagen før Han led, tog brødet i Sine hellige og ærværdige hænder og efter at have løftet Sine øjne mod Himlen til Dig, Sin almægtige Fader, takkede Dig og vel+signede det, brød det, gav Sine disciple det og sagde: Tag og spis alle heraf. THI DETTE ER MIT LEGEME. Ligeså tog Han også efter nadveren denne herlige kalk i Sine hellige og ærværdige hænder, takkede Dig ligeledes, vel+signede den, gav Sine disciple den og sagde: Tag og drik alle heraf.
THI DETTE ER MIT BLODS, EN NY OG EVIG PAGTS KALK, TROENS MYSTERIUM, HVILKET SKAL UDGYDES FOR EDER OG FOR MANGE TIL SYNDERNES FORLADELSE.
Og offeret er fuldbragt.
"Hvad skal jeg give Herren til gengæld for alt, hvad Han har gjort for mig? Jeg vil tage frelsens kalk og påkalde Herrens navn. Med lovprisning vil jeg påkalde Herren, og jeg skal frelses for mine fjender." - Præstens kommunionsbøn inden fortæringen af det Allerhelligste.
Comentarios