De fleste mennesker, også pseudo-kristne, kender godt til barnedåben. Men mange kristne (og især katolikker) har ofte et meget overfladisk syn på dåbens effekt og funktion, og mange er også mindre bevidste om dåbens konkrete nødvendighed for menneskeheden. Fordi Gud først åbenbarede sig for det jødiske folk, så har den jødiske tradition mange relevante perspektiver der kan berige vores syn på dåben. Dåben er altså meget mere og andet, end et par vandsprøjt og et fadervor. Det er en konkret forvandling af kroppen, og potentielt den døbtes intellekt og forstand.
Pga. syndefaldet, har vi en falden natur. Det betyder helt konkret, at vores evne til altid at gøre Guds vilje i kærlighed, er svært hæmmet. Vi lever i alt for høj grad efter vores lyster, følelser og indfald, og det er en svær defekt vi har haft i alle de år mennesket har eksisteret. Der findes et systematisk hierarki mellem vores sjæl, intellekt og vilje, og vores følelser og drifter, som er gået i kludder. Det er vi nødt til at få rettet op på, og det er bl.a. dét dåben skal hjælpe os med. Dåben er ét ud af de 7 traditionelle kristne sakramenter, og vi begynder naturligvis med det, fordi det er med til at igangsætte vores pilgrimsfærd her på jorden.
"Herren talede fremdeles til Moses og sagde: Du skal lave en Vandkumme med Fodstykke af Kobber til at tvætte sig i og opstille den mellem Åbenbaringsteltet og Alteret og hælde Vand i den, for at Aron og hans Sønner kan tvætte deres Hænder og Fødder deri. Når de går ind i Åbenbaringsteltet, skal de tvætte sig med Vand for ikke at dø; ligeledes når de træder hen til Alteret for at gøre Tjeneste og brænde Ildofre for Herren. De skal tvætte deres Hænder og Fødder for ikke at dø. Det skal være en evig Anordning for ham og hans Afkom fra Slægt til Slægt.” - 2. Mosebog 30, 17-21.
Fordi mennesket er faldet, er menneskets kødelige natur traditionelt blevet set som uren. Denne urenhedstanke går igen i mange religioner, men især i jødedommen er den så udbredt, at man opfatter renvaskning med vand som en central lovmæssig rituel del af jødisk tradition. At kødet skal vaskes rent for urenheder, er altså et lovkrav for at kunne fremstå ren i Guds øjne – selve renhedstanken er meget tydelig i de ældste mosebøger. I den jødiske encyklopædi, er der også den dag i dag synonymer mellem renlighed og gudelighed. At vi skal guddommeliggøres, for at vi kan forsones med Gud, er altså en central del af dåben. I den jødiske tradition er vandet konsekvent dette instrument til en slags rengøring af kødet, men uden den sjælelige renselse som JESUS KRISTUS tilbyder os. At fremstille urent kød for Herren foran det allerhelligste i det jødiske tempel, var på templets tid en dødssynd. Selv den dag i dag, er der overalt i Jerusalem historiske beviser på denne levende renhedstradition. Ingen, og slet ikke ifm. den jødiske påske, kunne nærme sig templet uden denne fuldstændige renvaskning i vand. Små vandkar - også kaldet mikva - er overalt at finde i Jerusalem. Disse som et bevis på tempelofringens vigtighed, og renvaskningen som et vigtigt instrument til denne åndelige forsoning med Gud. Beslægtningen til bodens sakramente er desuden fuldstændig åbenlys, her vaskes sjælen ren for synd, men dette uddybes mere i et indlæg for sig. Denne renvaskning havde alene rituel og lovmæssig karakter.
Foroven ses et rensningskar, et Mikva, fra Davidsbyen i Jerusalem. De troende nedsænkede hele kroppen, inden de trådte ind i selve gården på vej til det allerhelligste ifm. Påsken.
Den jødiske dåb
"And upon what is there for us to rely? Only upon our Father in heaven. (…) Diligence leads to cleanliness of the soul. Cleanliness of the soul leads to abstention from all evil. Abstention from evil leads to purity and the elimination of all base desires. Purity leads to piety. Piety leads to humility. Humility leads to fear of sin. Fear of sin leads to holiness. Holiness leads to the Divine Spirit. The Divine Spirit leads to the resurrection of the dead.” – Mishnah, Sota 9, 15 “Renlighed er gudelighed i sig selv” – Jødisk Encyklopædi
Den jødiske Mishnah er en samling mundtligt overleverede traditioner, som jøderne påstår har sin oprindelse i perioden ca. 300 F.Kr. til templets ødelæggelse i År 70 efter Kristus, men er forfattet skriftligt i det 3. århundrede. Denne tradition er da også den som JESUS KRISTUS kritiserer, fx i Matthæus 15,3 hvor Herren anklager farisæerne for at overholde menneskeskabte love, fremfor Guds traditionelle bud i Moseloven. Jødernes rigide fokus på ydre renlighed, ydre skønhed, fromhed og hellighed og det afledte hykleri, er et gennemgående problem i Det Nye Testamentes åndelige frigørelse fra kødelig trældom. I den jødiske dåb, er det også vandet som besidder denne rensende funktion, og helliggørende renselse oplever vi første gang i 2. Mosebog, da jøderne fremstilles for Gud på Sinaibjerget (19, 10). For omvendte jøder, såkaldte proselytter, er renvaskning i vand ikke bare en rituel praksis, men også en nødvendig helliggørende praksis. De såkaldte "levitiske love" fra mosebøgerne står i jødisk praksis ikke alene, men foregår også fordi vandet i jødisk tradition har en helliggørende effekt ("Da stænker jeg rent Vand på eder, så I bliver rene; jeg renser eder for al eders Urenhed og alle eders Afgudsbilleder", Ezekiel 36, 25). Jf. profeten Ezekiels bog, muliggør dette en forsoning med Gud. Formålet med den jødiske dåbspraksis er altså to ting: At fjerne idoldyrkelsens urenhed fra den omvendte, og samtidig genskabe mennesket i den nyfødtes rene tilstand. Den jødiske Talmud (Sotah, 12b) citerer da også 2. Mosebog 2, 5 og Esajas 4,4 som grundlag for denne kødelige renselse og fornyelse i vandet ("når Herren får aftvættet Zions Døtres Smuds og bortskyllet Jerusalems Blodskyld fra dets Midte med Doms og Udrensnings Ånd"; Es. 4,4). Paulus refererer eksplicit til denne jødiske dåbspraksis i 1. Korintherbrev (10,2). Afslutningsvis er det vigtigt at huske på, at denne rituelle renselse ikke tjente til retfærdiggørelse hos jøderne. Det var alene omskærelsen, også af kirkefædrene kaldt for "blodets vaskelse" i modsætning til "vandets vaskelse" som gjorde at jøderne blev regnede for retfærdige.
Den dag i dag er omskærelsen hos jøderne, stadig en forudsætning for at kunne kaldes barn af Abraham.
Vand er flydende metafysik
Når vandet i Det Gamle Testamente får en så fremtrædende symbolik, så bør vi dvæle ved årsagen til at vand overhovedet har den substans det har, hvad vand rent faktisk kan, og hvordan vi kan forstå hvorfor vand er et fuldstændigt fantastisk stof. Nok det mest undervurderede stof i verden, men samtidig et konkret bevis på hvordan vi kan observere det overnaturlige, det metafysiske, lige foran næsen på os. Vand har en sådan substans, dvs. er på en sådan måde, at vi ikke kan se vandet i sig selv - vi kan kun se hvor vandet begynder, og hvor vandet slutter. Kanten af vandet, kanten på vanddråben, og "toppen" af vandet i glasset. Vi kan se hvad der flyder ovenpå det, men vi kan ikke se vandet. Vandet er for mennesket et ulogisk og uinteressant element i sig selv, men i et guddommeligt lys det eneste logiske og mest eksklusive. Som vi så foroven, har vandet i Det Gamle Testamente en livgivende egenskab og karakter, og i Det Nye Testamentes dåb får vandet ligeledes nogle livgivende egenskaber, som det fra naturens side er skabt perfekt til.
Ærkebiskop Sample døber barn i den traditionelle latinske dåbritus.
Gud åbenbarer sig traditionelt som lys i både det gamle og nye testamente, og vand har grundet sin materielle beskaffenhed, evnen til at transportere lys, og dermed det guddommelige, i den materielle verden. Vand er altså et stof som kan "indkapsle" lys og "lede" lysstråler i en vis form for retning. Vandet bliver en instrumentel årsag, en form for mediator, mellem den ånd som giver, og den sjæl som modtager. Det er kun vand som kan det, og det er da også årsagen til at både jøder og kristne står strengt fast på, at dåbsvand skal have en ren og klar karakter. Lyset skal kunne virke uhindret i det. Lyset er symbolet på Gud, men altså også på Helligånden, og det bliver en meget konkret og praktisk realitet, at dåben virkelig gennem vandet leder Helligånden ind i den døbte. Helligånden er defineret ved to ting: a) At den er hellig, dvs. perfekt rettet mod Gud, og b) at den er ånd, dvs. som en "vind" der sætter sjælen i stand til at bevæges. Vand har altså den uovertrufne egenskab, at den kan styres af mennesker, og forsætligt anvendes til at lede Helligånden mod den skabning som skal modtage den. Vi kan ikke se vand i sig selv, lige så lidt som vi kan se Gud, men vi kan erkende at vand eksisterer, fordi vi kan se at det som stof har en begyndelse og en afslutning. Et alfa, og et omega. Sejt, ikke?
Helligånden og dens indvirkning på krop og sjæl
”Jesus svarede: Sandelig, sandelig, siger jeg dig, uden nogen bliver født af Vand og Ånd, kan han ikke komme ind i Guds Rige. 6 Hvad der er født af Kødet, er Kød; og hvad der er født af Ånden, er Ånd.” - Johannesevangeliet 3,5.
Som jeg skrev før, så kan Helligånden defineres ved to sammensatte koncepter: At Helligånden er hellig, betyder at den er perfekt rettet mod Gud. At noget pr. definition er helligt, betyder at det har denne perfekt rettede egenskab i sin orientering mod det perfekte og Guddommelige. Det samme kan siges om fx helgener, som er hellige qua deres totale rettethed mod Gud i hele deres livsførelse, og fx ift. kirkerum som også er hellige fordi de er bygget til ét eneste guddommeligt formål. At Helligånden samtidig er ånd, betyder at den er en immateriel og bevægende kraft, som bevæger sjælen og bevæger kødet. Fordi intet kan sættes i bevægelse af sig selv, kræver også menneskets sjæl at sættes i bevægelse af Gud. Helligånden udgår fra Gud Faderen og Gud Sønnen, og er den tredje person i den perfekte kærlighedsrelation treenigheden. Helligånden er altså komplet og perfekt Sandhed og Kærlighed, fordi sandhed hviler i kærligheden, Guds kærlighed som kun søger sig selv. Perfekt kærlighed er nødt til også at være perfekt Sandhed. Fordi Helligånden således meddeler Gud Faderens og Sønnens indbyrdes kærlighed til os, og også derfor man kalder Helligånden for "trøsteren", modtager vi kærlighed i den kristne dåb, og samtidig også Guds Sandhed, dvs. forstandens lys, Logos. Vi sættes i stand til, gennem vores fornuft at leve med Gud, fordi Helligånden sætter os i stand til at anvende vores sjælekræfter i harmoni med Guds skabende (og dermed kærlige) sandheds ånd. Denne modtagelse af Helligånden, aktualiserer altså vores sjælskræfter, den gør dem levende, dermed at Helligånden kaldes "Herren og Levendegøreren" - vores sjæl går fra en dvaletilstand til en levende tilstand, og vi genfødes på ny. Vi modtager evnen til med vores sjælskræfter at vokse i dydighed, til at lade Guds essens tage bolig i os, og til fuldstændigt at kalde os Hans børn. Denne Helligånds og Sjælens immaterialitet (usynlighed) sættes i forbindelse med hinanden. Ikke bare i sjælen bliver vi nye mennesker, men fordi vi modtager Helligånden, helliggøres og renses vi også kødeligt for synd. Denne helliggørende renselse, både ved levendegørelse af sjælen og renselse af kødet, er netop denne last og mangel som ikke er forundt det jødiske folk. Jøderne havde ikke mulighed for at nyde frugterne af Guds ånds renselse, de var ladt i stikken med Lovens renselse og kødelige pagts retfærdiggørelse. Men for at vi kan forsones med Gud, må både sjælen og kødet helliggøres fuldstændigt til perfekt forsoning. Denne perfekte forsoning effektueres ved Helligånden i dåbsvandet - vi tager konkret del i Kristi offer og renselse, vandet og blodet fra Hans side meddeles os, renser os og fornyer os. Både i kød og i sjæl. Vi modtager dermed helt konkret forstandsmæssige lysende fakulteter til at udøve Guds kærlighed, pga. Guds nåde som virker således i os. Det betyder også at den ellers uordnede systematiske sammenhæng mellem vores før-faldne fornuft og vilje, sjælskræfter og kød nu er genoprettet. Nu er det ikke længere vores kød og emotioner der primært driver vores vilje, men i bedste fald Helligånden og vores sjæls fornufts - og dydsfakulteter som råder i os. Vi er med Helligåndens nåde genfødt i den nye Adam, Kristus. Denne genfødsel er i Det Gamle Testamente typologisk forudsagt flere steder, fx i 2. Mosebog, ved overgangen gennem Det Røde Hav: ”Moses rakte da sin Hånd ud over Havet, og Herren drev Havet bort med en stærk Østenstorm, der blæste hele Natten, og han gjorde Havet til tørt Land. Og Vandet delte sig.” Denne deling af Det Røde Hav, symboliserer både syndens død og overgangen til livet, Det Nye Israel og hvor vandet er det medium der genføder mennesket. Den åndelige og kødelige genfødsel forudses i Ezekiels bog (36,25): ”Da stænker jeg rent Vand på eder, så I bliver rene; jeg renser eder for al eders Urenhed og alle eders Afgudsbilleder. 26 Jeg giver eder et nyt Hjerte, og en ny Ånd giver jeg i eders Indre; Stenhjertet tager jeg ud af eders Kød og giver eder et Kødhjerte. 27 Jeg giver min Ånd i eders Indre og virker, at I følger mine Vedtægter og tager Vare på at holde mine Lovbud, 28 I skal bo i det Land, jeg gav eders Fædre, og I skal være mit Folk, og jeg vil være eders Gud.” Her må man tænke på at "hjerte" i semitisk tradition betyder "vilje" eller "fornuft", dvs. to sammenhængende og - virkende størrelser, jf. systematikken foroven. Jøderne var både slaver af deres kødelighed og manglende åndsliv, i deres forrådelse og afvisning af JESUS KRISTUS. Uden Helligånden, uden Gud, kan mennesket intet. Det kan også lyde meget enkelt, dette at blive helliggjort og delagtiggjort i Gud, blot ved en simpel dåbshandling, men måske er det ikke uden grund at profeten Esajas (40, 3-5) sammenligner denne genfødsel med udjævning af bjerge og høje:
”I Ørkenen råber en Røst: "Ban Herrens Vej, jævn i det øde Land en Højvej for vor Gud! 4 Hver Dal skal højnes, hvert Bjerg, hver Høj, skal sænkes, bakket Land blive fladt og Fjeldvæg til Slette. 5 Åbenbares skal Herrens Herlighed, alt Kød til Hobe skal se den. Thi Herrens Mund har talet." Paulus istemmer da også at denne dåbsmæssige effekt er helt og aldeles, nyskabende: "Derfor, om nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning; det gamle er forbigangent, se, det er blevet nyt!” (2 Kor 5,17). Logisk set må en nyskabelse samtidig medføre at den gamle skabning ikke er mere, dens eksistens er altså ophørt.
Helligånden bevirker ikke blot en simpel og mindre defekt i os, men en gennemgribende og voldsom åndshandling som har en dyb og foranderlig effekt på vores krop og sjæl. Det fortæller os samtidig to ting - for det første viser det os hvor voldsom en skade, syndefaldets effekt har haft på menneskenaturen, dvs. både krop og sjæl. Syndefaldet er en dybt forvanskende og ødelæggende hændelse i menneskehedens historie, som har ødelagt menneskets smukke og gode fakulteter, nærmest til uigenkendelighed. At synden kom ind i verden, har for Guds skaberværk været katastrofalt. For det andet, fortæller det os hvilke laster og fristelser vi stadigvæk som mennesker må slås med, som en konsekvens af syndefaldet. Aquinas nævner i sin skønhedssystematik, at mennesket i opstandelsen også forskønnes, vi vil i overgangen til det immaterielle og himmelske Jerusalem konkret se smukkere ud. Vores udseende forskønnes, fordi vi får mulighed for at skue den perfekte Skønhed, Sandhed og Godhed. Det skønne har ingen fejl. Det betyder også at kødets skrøbelighed, konkupiscens, er en alvorlig og dybt hæmmende, ja næsten fordærvende karakteristik ved menneskenaturen. Det er en tilbøjelighed der vanskeliggør vores evne til altid at vælge det højeste gode, Gud, til i alt. Konkupiscens er altså ikke synd som sådan, men er en accidens, en berøvelse og hæmmelse af vores sjælelige og kødelige kvalitet, i menneskets substantielle natur. Det er denne skrøbelighed, denne tilbøjelighed til ikke altid at vælge Gud til, denne kødelige fristelse, som gør os afhængige, kontinuert, af Guds helliggørende og oplysende nåde. Hvor konkupiscens er en accidens på vores natur, er synden en accidens i vores handlinger. Vi kan derfor vælge synden til eller fra. Det er for mennesket altså et eksistentielt vilkår, at det hele tiden, indtil mennesket skal modtage sin evige belønning, at det gennem sakramenterne, ægteskabets, præsteskabets, bodens sakramente og den hellige eukaristi, skal næres og styrkes af Gud.
Helligånden bevirker at denne skrøbelighed holdes i ave, at Gud vil hjælpe os, jf. apostlen Paulus:
"Og ligeledes kommer også Ånden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede om, som det sig bør, men Ånden selv går i Forbøn for os med uudsigelige Sukke. 27 Og han, som ransager Hjerterne, ved, hvad Åndens Higen er, at den efter Guds Villie går i Forbøn for hellige." - Romerbrevet 8,26
At Helligånden kommer vores skrøbelighed til hjælp, forstås således at vi gennem trøsterens indgydelse af aktuel nåde, hjælpes til at holde os bort fra de fristelser som kødets tilbøjelighed udsætter os for. Når ånden går i forbøn for os, så hjælper den os hele tiden med at rette vores vilje mod Gud. Kirkelæreren Skt. Augustin fremhæver også konkupiscens, eller denne skrøbelighed flere steder: “Du er lægen, jeg er den syge. Du barmhjertige, jeg ynkelige. Er menneskelivet her på Jorden ikke en fristelse? Hvem er han som ønsker sig ærgrelser og vanskeligheder? Du befaler at de skal udholdes, ikke at de skal elskes. For intet menneske elsker hvad han udholder, omend han må elske at udholde. For desuden at han glædes i at udholde, ville han hellere at der intet var for ham at udholde. I modgang ønsker jeg velstand, I velstand frygter jeg modgang. Hvilken middelgrund er der da, mellem disse, hvor menneskelivet ikke er en fristelse? Og hele mit håb er kun i din uendelige store barmhjertighed. Giv hvad du befaler, og befal hvad du vil. Du pålægger os mådeholdet – ikke desto mindre, da jeg indså at jeg ikke ellers kunne opnå mådeholdet, foruden at Gud giver mig det, da var det visdom at vide hvilken gave det er. For med mådeholdet er vi samlet og bragt til at være hele, hvor vi før var adskilt i mange dele." – Bekendelser, X, 28-29 Augustin taler om konflikten mellem at lystre enten kødet eller ånden. Det bemærkelsesværdige her, er at han skriver at man må "elske at udholde". Denne udholdelsens kærlighed kommer, som Augustin skriver til sidst, fra Gud, fordi Helligånden er den eneste som kan tildele de overnaturlige fakulteter til at udholde. Af kødet selv kan vi intet. Denne evne til at tøjle kødets tilbøjelighed, er en gudgiven gave, og ikke noget vi selv formår. ”Således drager alle sande trosbrødre nytte af denne syndens lov som forbliver, dog forladt dem, i deres gamle kødelige natur. Og fordi de har nyt liv i Kristus, tillader de ikke begæret at få magt over dem. Og disse selvsamme personer, fordi de stadig bærer på Adams gamle natur, ved døden skaber børn til at være udødeligt genskabte, gennem syndens omklamrelse, hvortil de som er genfødte ikke er bundet, og hvorfra de som er født igen er frigivne ved genfødslen. Dog sålænge, som loven ved konkupiscens hviler i (med)lemmerne, selvom den forbliver, fjernes skylden af den, men den er kun fjernet for den som har modtaget fornyelsens sakramente, og som allerede har påbegyndt sin fornyelse. Men hvad som er født af den gamle natur, som stadig forbliver med dets konkupiscens, kræver at blive genfødt for at blive helbredt.” - De Pecc. Mer. Et. Rem. II, 45. Fordi syndens lov er kødets død, så skelner Augustin her mellem den skyld som sidder fast i kødet inden dåben, og den kødets tilgivelse som er en konsekvens af dåben, som er genfødslen til livet. Vi bliver klogere nedenfor:
“Man må ikke overraskes over hvad jeg har sagt, at selvom syndens lov forbliver med dens konkupiscens, så bortgøres skylden gennem sakramentets nåde. For som onde gerninger, og ord, og tanker allerede er bortgået, og ophørt med at eksistere, for så vidt angår de blotte bevægelser i krop og sind – og stadig forbliver skylden efter de er bortgået og ikke længere eksisterer, medmindre de fjernes ved syndernes forladelse. Og modsat, i denne konkupiscensens lov, som ikke borttages men forbliver, dens skyld borttages og forbliver ikke længere, idet der i dåben forefindes en fuld syndsforladelse. Sandelig, hvis et menneske ville forlade dette liv umiddelbart efter dåben, ville der intet være tilbage til at fastholde ham (i synd), for så vidt at alt som holder ham (tilbage) er frigjort. På den ene side er der intet mærkeligt i det faktum at skylden for tidligere synder i tanke, ord og gerning forbliver inden deres tilgivelse, og så på den anden side, der burde intet overraskende være i, at skylden for resterende konkupiscens forsvinder efter syndens forladelse.”
- De Pecc. Mer. Et. Rem. II, 46.
Her er Augustin meget tydelig omkring den naturlige lov, der siger at tilbøjeligheden til synd stadig forbliver i kødet. Det er altså en manglende kvalitet i kødet, desuagtet at mennesket er renset for skyld. Vi er altså ikke skyldige i syndige tilbøjeligheder, men vi er skyldige når vi med fuldt forsæt vælger at handle på dem. Tilbøjeligheden, konkupiscens, er altså ikke en synd. Det uddyber Augustin også:
“Når vi derfor har en ulovlig tilbøjelighed til, ved vores vilje, at give samtykke til disse kødets lyster, så siger vi, som en kur mod denne last, “Forlad os vor skyld” (Matt 6,12), og hvor vi på samme tid bruger dette nådens middel når vi også tilføjer “..som vi forlader vore skyldnere”. Således at vi dog ikke må give plads til dette (kødets) samtykke, lad os bede om hjælp, og sige “og led os ikke I fristelse”. Ikke at Gud selv frister nogen med sådanne fristelser, for Gud er ikke en ondskabens frister, ej heller frister Han noget menneske. Men når vi føler fristelse opstå i vores konkupiscens, må vi ikke lades tilbage af Hans hjælp, således at vi må besejre os selv, og ikke ledes på afveje af opildnelse”.
- De Pecc. Mer. Et. Rem. II, 4.
Augustin er utvetydig i sin konstatering af, at den hjælp vi får til at udholde kødelige fristelser, alene kommer fra Gud. Vi skal besejre kødet, for at kunne helliggøres, og forsones med Gud i himmerige. Således er pilgrimsfærden efter dåben begyndt, og hele livet har man således til at fornægte sig selv, tage sit kors op og følge efter JESUS KRISTUS. Uden dåben kan vi intet. Vi kan ikke gøre noget som helst fyldestgørende, uden Helligåndens hjælp og vejledning. Ved dåben tager den bolig i os, og vi tager således del i JESUS KRISTUS. Vi tilhører Ham, og elskes af Ham, og vi vejledes af Ham.
Den jordlige pilgrimsfærd under Helligåndens vejledning
Dåben har således indbudt os til en livslang kamp imod kødets kræfter, imod det faldne, således at vi kan sigte mod det Himmelske. Lad os kort fordybe os i et eksempel hos apostlen Paulus, som fortæller os hvordan Helligånden gennem vores jordlige pilgrimsfærd, vil hjælpe os til denne kødets overvindelse.
Thi Livets Ånds Lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra Syndens og Dødens Lov. 3 Thi det, som var Loven umuligt, det, hvori den var afmægtig ved Kødet, det gjorde Gud, idet han sendte sin egen Søn i syndigt Køds Lighed og for Syndens Skyld og således domfældte Synden i Kødet, 4 for at Lovens Krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter Ånden. 5 Thi de, som lade sig lede af Kødet, hige efter det kødelige; men de, som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige. 6 Thi Kødets Higen er Død, men Åndens Higen er Liv og Fred, 7 efterdi Kødets Higen er Fjendskab imod Gud, thi det er ikke Guds Lov lydigt, det kan jo ikke heller være det. 8 Og de, som ere i Kødet, kunne ikke tækkes Gud. 9 I derimod ere ikke i Kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. Men om nogen ikke har Kristi Ånd, så hører han ham ikke til. 10 Men om Kristus er i eder, da er vel Legemet dødt på Grund at Synd, men Ånden er Liv på Grund af Retfærdighed. 11 Men om hans Ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige Legemer ved sin Ånd, som bor i eder. - Romerbrevet 8, 3-11.
"Thi Livets ånds Lov..." - Her taler Paulus om Helligåndens indvirkning på hans kødelige natur. "i syndigt Køds Lighed og for Syndens skyld.." - Her taler Paulus om at Gud kun kunne frelse vores kødelige natur, ved selv at iklæde sig kødet, omend perfekt. Det er også årsagen til at vi skal spise Hans kød og drikke Hans blod, for at blive helliggjorte, mere om det en anden gang. "Lovens krav skulde opfyldes i os, som ikke vandre efter Kødet, men efter ånden" - Netop at vandre efter Helligånden, Guds kærlighedskald til os, således at vi ikke skal lystre vores kødelige skrøbelighed, men leve i kærlighed til Gud og næsten. Vi er kaldet til en vandring, en pilgrimsfærd gennem livet. "De som lade sig lede af Ånden, hige efter det åndelige.." - her tydeliggøres denne åndelige higen, eller stræben, som er nødvendig for at tøjle vores syndige tilbøjelighed. Det er en helligåndens nådegave, og ånden der bevæger os, og ikke vores egen vilje som muliggør at vi ledes af Helligånden. "Åndens Higen er Liv og Fred..." - igen, sættes dette op imod syndefaldets kødelige død og ulydighed. "men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder.." - dåben er her en forudsætning for at modtage denne Helligånd og vandre i ånden. "Ånden er liv på Grund af Retfærdighed" - vi skal altså genrejses og kaldes retfærdige, som en konsekvens af en åndelig stræben. Vi skal have levendegjort vores dødelige Legemer, ved Helligånden. For jøderne var og er det umuligt at de kunne renvaske deres menneskelige natur, uden Helligåndens hjælp. Det samme gælder alle mennesker, og derfor er dåben et afgørende guddommeligt middel til at opnå de åndelige fakulteter, der muliggør forsoning med Gud. For den kristne, den nydøbte, er den jordlige pilgrimsfærd og kærlighedsrelation til Gud nu igangsat. Dåben efterlader det varige mærke, der for altid vil kalde den døbte for Guds eget barn.
コメント