Pave Skt. Pius X: Den milde løve

"Ulv og Lam skal græsse sammen og Løven æde Strå som Oksen, men Slangen får Støv til Brød; der gøres ej ondt og voldes ej Men i hele mit hellige Bjergland, siger Herren". - Esajas 65,25

Her følger en kortere prædiken fra Biskop Sanborn, én af de få biskopper som besidder den sedevakantistiske eller "sedeprivationistiske" position. Biskop Sanborn blev ordineret biskop i A.D. 2002, og har i en årrække været rektor for et mindre sedevakantistisk præsteseminar. Det er desuden værd at bemærke om sedevakantisterne, at selvom deres situation selvfølgelig er dybt begrædelig, og deres position fuldkommen uantagelig, at man må have en vis forståelse for deres længsel og insisteren efter katolsk og traditionel sandhed. I modsætning til hvad mange tror og siger, er de ikke som sådan protestanter - men fordi de i brændende høj grad ønsker et pavedømme, i større omfang end hvad vi kan sige vi har nu. Vi må altså have omsorg for, og tålmodighed med disse dele af den katolske kirke, som desværre ikke er i kommunion med Rom og vi andre. Vi må bede for dem, og sågar forsøge at forstå deres længsel efter Sandhed. Biskop Sanborn er yderst interessant at lytte til, en stor begavelse, og denne prædiken om Hellige Pius X er ikke så lidt interessant endda. Den kommer her i transkriberet form.

Vores leder i kampen mod modernisme

"På tirsdag fejrer vi festen for Skt. Pius X, og det er vanskeligt ikke at bemærke, fordi han om nogen er vores leder i kampen mod modernisme. For vores modstand mod modernisme er ikke baseret på andet end denne store og hellige paves autoritet, som pegede på modernismen for over 100 år siden, og påpegede at hvis modernisterne fik held til at lykkes med deres foretagende, ville de knuse kirken. Og dette aspekt, kampen mod modernisme, er hans vigtigste kamp, og det som kvalificerer ham som helgen. Vi fokuserer ofte på hans kamp mod modernisme, men Skt. Pius X var en helgen på alle mulige andre områder. Han var hellig på 3 områder - hans følsomhed over for de fattige, hans ildhu for sin stand i livet, og den trejde må være hans ydmyghed. Vedr. hans kærlighed for de fattige, så var han født ud af en fattig familie. Det hus han boede i havde kun et gulv med sand og jord, og han var født af forældre som var meget fattige. Han kendte til fattigdom, og måtte leve af almisser og stipendier for at blive seminarist. Hans forståelse for fattigdom kendetegnede hans liv, og som seminarist bragte han altid halvdelen af sin mad til en fattig mand som var døende. Han gemte sin mad og gav det til den døende mand, og som præst gav han ofte sin mad væk til sultne. Som biskop i Mantua pantsatte han sin bispering alene for at hjælpe de fattige. Som biskop og kardinal brugte han sine egne penge for at hjælpe nødlidende seminarister, fordi det dengang kun var fattige som overvejede præsteskabet - de velhavende var verdslige og ønskede kun at elske verden dengang. Hans søstre gemte hans undertøj og klæder, af frygt for at han ville forære det væk. Fik han penge, forærede han dem væk. Han gav altid penge væk som han modtog. Som kardinal og patriark af Venedig fik han ofte smukke ure, og han købte som præst et billigt ur af nikkel der holdt hele livet. Han ville aldrig skille sig af med det, og en adelig gav ham engang et fint guldbelagt ur, som han dernæst solgte. Han foretrak altså altid enkelthed i livet, og han gav værdien af det flotte ur væk til de fattige. Her er altså mange beretninger at fortælle om Skt Pius X, om medfølelsen for de fattige. Men han havde også meget stor omsorg for sit kald og sin stand i livet. Han ofrede sig til sjælenes frelse. Han brugte altid tid på de syge og de døende. Selv som biskop og kardinal og sågar pave, meddelte han de syges salvelse og tog sig af de døende. Han var altid sognepræst. Han opgav aldrig sin rolle som sognepræst. For ham var det at stige i graderne så at sige, blot at få sig en større menighed eller et større sogn. Og han fik altså et meget stort sogn som pave. Men han mindskede aldrig sin omsorg for de svageste. Han var altid sognepræst, selv da han var kardinal og biskop af Mantua. Han var og blev sognepræst, og da han blev biskop fik han et større sogn, og da han blev ærkebiskop fik han et endnu større sogn, og da han blev kardinal og sågar Pave, fik han et meget stort sogn! Men trods det, så ændrede han aldrig måden hvorpå enkeltheden i hans hjerte kerede sig for sjælenes frelse for alle de mennesker han mødte. Han besøgte præsteseminaret dagligt. Og fordi seminariet lå tæt på kancelliet, så gik han ofte derned. Hvad enten han var biskop, ærkebiskop eller sågar pave, så besøgte han seminaret. Sommetider kunne han - til professorernes store skræk - finde på at deltage i undervisningen - det sidste de havde lyst til at se, professorerne, var at se Patriarken af Venedig blandt de studerende, eller ved døren, blot for at overvære undervisningen. Det fik formentlig rygsøjlen til at kilde og isne, da han gik ind i lokalet ganske uventet. Han havde meget stor ildhu og nidkærhed for sognelivet, og i hele sit klerikale liv fremelskede Skt. Pius X en meget stor hengivenhed til Den Hellige Eukaristi, og også Vor Frue. Han insisterede konstant på mere og bedre prædiken, og der var på den tid en form for tendens til at præster sjældent prædikede, og når de gjorde, så prædikede de om meget højtflyvende og ukonkrete ting. Sådanne ting fløj ofte henover hovedet på lægfolket, og Paven opfordrede til at man konstant og altid blot prædikede om evangeliet, katekismen, Guds lov og Kirken, og budskabet var - at hvis man gjorde dette, så ville folk vokse i tro og i overholdelsen af buddene. På sin tid var det normalt at biskoppen i Mantua kun prædikede 7 gange om året - Pius X kunne ikke nøjes med dette, men gik med iver og ildhu altid i færd med at fortælle om evangeliet til alle lejligheder. Han var meget nidkær og ivrig efter at forkynde og instruere unge og voksne i den katolske tro. På den tid var der i Italien en meget stor uvidenhed om den katolske tro, og Pius X var utroligt nidkær vedrørende sakramenternes forvaltning, for god kirkemusik, og for god kirkekunst. Han var i det hele taget meget vidende om musik og kunst - og han var på den ene side på meget god og nær fod med de fattige, men omvendt var han også meget god til at dyrke relationer med de veluddannede og de velstående, især fordi han var et dannet og kultiveret menneske. Han var sjældent væk fra sit bispedømme udover nogle få dage om året. Grundet stærk modstand fra den italienske regering opnåede han desværre ikke de resultater vedrørende troens udbredelse som han gerne ville - men formåede dog stadig i mange tilfælde at forøge hengivenheden til den katolske tro og praksis. Hans ildhu er et meget stort tegn på hans hellighed, han virkede altså ikke på grund af sin egen ildhu, men en ildhu der kom som en frugt af Guds nåde. Og på samme vis som Herren udholdt til det sidste, og på trods af det faktum at jøderne forkastede Herren, så var Pius X fast besluttet og klar over at han var på en mission fra Gud, og kaldet af Gud til en hellig opgave. På samme vis som Herren, var Pius X fuldstændig fast besluttet på at gøre Herrens vilje på jorden, at udbrede Guds rige på jorden.

Og det gjorde han ved kontinuerligt at besøge steder i sit bispedømme, eller sit sogn, om man vil. Han dukkede altid op uventet. Der er denne historie hvor en lokal præst var kendt for, altid at komme for sent. Og en skønne dag kom denne præst ud af sakristiet for at gå til skriftestolen, blot for at åbne døren og se at biskoppen af Mantua sad dér i forvejen. En skælvende følelse må have løbet ned ad ryggen på bemeldte præst. Skt. Pius X var sognepræst, men for hele sit bispedømme - og hans store dyd var også sin ringeagtelse af sig selv, og sin ydmyghed. Uanset hvor stor ære der blev tilskrevet ham, så var hans ydmyghed et bolværk der forhindrede ham i at blive meget forfængelig, selvom han fik den store ære at bestige selv det pavelige embede. Han tog aldrig sig selv særlig alvorligt. Som sin personlige tjener, valgte han en simpel mand til at assistere ham, da han var kardinal og patriark i Venedig. Denne mand levede alene af kardinalens midler, og var kendt for at være lidt af hvad man ville kalde en idiot. Han havde behov for et sted at bo, og et sted at spise og sove, så kardinalen hjalp dette simple og trofaste menneske. Så kardinalen var allerede dengang et gavmildt og uhøjtideligt menneske. Han gik eksempelvis på gaderne i Venedig og delte penge ud til fattige børn, og slik til de mere velhavende. Han var altid omgivet af kvinder og børn, og flokke af kvinder og børn ville altid flokkes om ham, tale med ham og være nær ham. De ville være nær ham, fordi han var så enkel og god. Han havde en oprigtig interesse i deres liv, og han ville huske deres navne og deres liv, og spørge dem om hvordan de havde det og om de trivedes - så han tog aldrig sig selv særlig seriøst. Han var simpel og ydmyg. Engang gav han et formelt besøg hos den italienske konge, og da kongen kom til Venedig var det besluttet at at kardinalen, altså da Pius X var kardinal og patriark i Venedig, måtte se kongen som noget af det første. Kongen og den daværende kardinal var på god fod med hinanden. Den venetianske præfekt var til gengæld noget misundelig over optrinnet, og ville se kongen først - så han maste sig godt foran i køen, og kongen måtte lade kardinalen vente. Fremfor at kardinalen blev vred over sådan at blive tilsidesat, så brugte han tiden i venteværelset på at tale med gæster, høj som lav, og faldt i meget munter snak med alle. Han var ydmyg og mild. Og så snart kongen fandt ud af at han ventede så tålmodigt, blev han straks vist op til kongen. Han var i det hele taget glad for at bruge tid med sine seminarister, og slappe af med dem. Han tog ofte til deres sommerresidens, og brugte tid med dem. Han besøgte ofte præsterne i bispedømmet - af sin læge fik han ordineret gåture i Venedig, så han ville tage en lille båd over til Lido'en, som dengang var en strand. På den tid var Lidoen et anstændigt sted, og ikke som i dag et ganske profant sted. Kardinalen ville sige sit breviar langs lidoen, og herefter ville han besøge den lokale sognepræst. Man skulle tro at sådan et besøg ville gøre præsten utryg, som om der var tale om en form for inspektion, men han blev altid taget vel imod af sine præster. Han var mild og ydmyg, og blev taget imod som en ven. Han var i det hele taget mild og god - da han blev pave, kom der stadig gamle venner fra Venedig for at besøge deres gode ven i Rom, og han tog altid godt imod dem med den samme velkendte varme. I modsætning til Pave Leo XIII, som var af aristokratisk herkomst, og drev Vatikanet på en meget aristokratisk facon, og det skal ikke forstås som en kritik af Leo XIII - men da Pius X var dér, var han så ydmyg og så simpel, at hvis venner og bekendte kom ned, så ville de blot blive taget imod i receptionen som om de blot skulle besøge en sognepræst. Så kom han ganske enkelt bare ned og tog imod. Pius X var sognepræst, og selvom han var pave, så kunne han let og uformelt sidde og tale med sine gæster i receptionen. Det var fuldstændig uhørt på Leo XIII's tid, men Pius X kunne ikke lade være. Han var så naturligt ydmyg, men var også kendt for at være morsom og underholdende. Han kunne holde samtaler ved sit bord kørende længe, og denne kombination af tilsyneladende modsatrettede dyder er et tegn på stor hellighed. Fordi i sjælen hos en helgen, må løven kunne hvile med lammet! Det sker hos alle helgener! Vi ser det hos Curé D'ars, vi ser det hos Skt. Thomas Moore, vi ser det hos alle helgener. At de har en side hos dem som er meget stærk, og kompromisløs, og en side hos dem som er meget blød og ydmyg, og umiddelbar. For hos den stærke er det let at være stærk, og højrøstet og fremturende, og true med næven! Og det er let for den svage at være ydmyg, og blød og sagtmodig - men det er meget svært for den stærke at være ydmyg og sagtmodig, det er meget svært for den ydmyge og sagtmodige at være stærk. Og når du ser disse kombinationer af disse dyder hos en person, så er det et tegn på stor overnaturlig hellighed! Af Skt. Pius X skal vi lære mange ting, men først og fremmest hans godhed og gavmildhed over for de fattige! Lær afholdenhed fra pengene, og se penge som Skt. Paulus skriver, som så meget møg! Af hans ildhu, lær af hans ildhu for hans kald og stand i livet. Spørg dig selv, hvem Skt. Pius X havde været hvis han ikke havde været præst - men havde været lægmand. Hvis han blev gift. Tænk over hans ildhu for sin familie, for indlæringen af den katolske tro, hans families hellighed. Tænk på hans respekt for Kirken, for kleresiet, og se på hans hengivenhed til den hellige eukaristi og Den Salige Jomfru. Hvis han ikke var blevet præst, tænk på hans ildhu og nidkærhed for hans kald og stand i livet, hans ydmyghed som er et tegn på stor hellighed! Som et drivhus der er grønt og varmt, så er ydmygheden begyndelsen på alle dyder. Pave Pius XII gav os Skt. Pius X. Begrædeligvis, gav Pave Pius XII os også Vatikan 2. Dette gjorde han uvidende og mod sin vilje, for biskopperne på koncilet var biskopperne fra Pius XII. Og de gav butikken væk, så at sige. Men han gav os også Skt. Pius X, og han gjorde dette under meget store protester! Der var et oprør imod kanoniseringen af Pius X, fordi han alene igangsatte den hensynsløse undertrykkelse af modernismen! Og han gik efter modernisterne personligt, som han også personligt overså frelsen for hver sjæl personligt i hans enorme sogn og bispedømme der var kirken. Og med stort mod gik han efter modernisterne med en løves mod! Det skete til deres store ærgrelse og vrede, og da han blev helgenkåret skete dette under meget store protester. Skt. Pius X fjernede konsekvent modernisterne hvor han så dem, men Pius XII ignorerede blot alle disse protester, og helgenkårede ham fordi han vidste at flodbølgen kom. Skt. Pius X var en type og et billede på hele kirken til efterlevelse. Og han kan ikke bare være endnu en pave i kirkens historie. Han er en helgen! Og det betyder nu, at alle de bestræbelser og indsatser han gjorde imod modernisterne var gode, og hellige og sande - en helgens gerninger! Og således kan modernisterne nok tage vores kirker fra os, vores sakramenter fra os, borttage fra os alt det vi har kært! Men de kan aldrig nogensinde tage Skt. Pius X fra os! Han er altid og fra nu af indlemmet blandt Kirkens helgener! De kan ikke tage dette blide og milde lam fra os, som glemte sig selv og udgød sig selv for Kirken i kærlighed og hellighed! De kan ikke tage denne stridende løve fra os, som fra Pavestolens trone brølte og jog efter Kirkens fjender. I Faderens, og Sønnens, og Helligåndens navn, Amen."