Passionstiden er i gang!

Det er passionstid for katolikker, de sidste 2 uger inden Påsken fejres og vi glæder os over Herrens lidelse, død og opstandelse for os. Passionstiden markeres med Passionssøndag, søndagen før Palmesøndag og Herrens indtog i Jerusalem hvor Han lod Guds vilje manifestere for menneskeheden. Passionstiden synliggøres især af tildækning af alle krucifikser, som markeringen på et afsavn af Herren inden Han for en stund forlader os, inklusive statuer og krucifikser mere generelt.

Vores hjem er i år ingen undtagelse, og efter at have været matriklen rundt, så slap stoffet simpelthen op. Det eneste krucifiks vi ikke har tildækket, er desværre vejkrucifikset. Det fikser vi næste år.

Jesu Hjerte-ikonen skulle heller ikke snydes. Den er placeret autoritært for bordenden for at minde os om alt hvad vi får, og for at takke Ham for netop dét. Forneden naturligvis kapellet - fruen har haft travlt, og det er ikke let med syge børn i disse dage. Vi planlægger en tur til Tyskland i den stille uge, men er alt helt galt, så må vi udskyde afgangen til børnene er raske.

Det allervæsentligste ved Passionstiden

er lejligheden til at reflektere over sjælens tilstand og åndelige kvalitet. Hvad er éns styrende passion, dvs. lidenskab? Har man vanskeligheder ved at tæmme kødelige impulser? Er man følelsesmæssigt afhængig af udvortes ting eller andres attrå? Forfængelighed? Hvor ofte går man til skriftemål? Hvor ofte reflekterer man over, og beder for, en god død? Hvilke lejligheder indbyder til at man springer over hvor gærdet er lavest? Takker man Gud for det man dagligt får? Elsker man dele af verden mere end Gud? Giver man sig tilstrækkeligt hen til Gud hver dag (gennem bøn) osv. Der er nok at tage fat på. Man kan aldrig skrifte for meget (seminarister skrifter dagligt!) - men man skal naturligvis ikke rette sit fokus mod sig selv og sin egen navle, men mod sin egen utilstrækkelighed og syndige natur. For mig har Fasten indtil nu været en lektie udi ikke at stille for store krav til mig selv. Jeg nyder FSSPX-præsternes formidable evne til at rive mine sjælskræfter fra hinanden og sætte dem sammen igen, og det er en lise for sjælen i mere end én forstand. Vi er syndere, og alt hvad vi gør godt, kan vi kun gøre fordi Gud ønsker det. Alt ringe er alene vores skyld, og vores alene. Ethvert skriftemål bør have karakter af et generalskriftemål. Fader Ripperger (din online-åndelige vejleder) siger ofte, at skriftestolen har art af en domstol. Anklageren er dig, dommeren er Herren og præsten er mediator. Selvanklagelsen er central, fordi vi ikke kan vokse i hellighed ved at udelade noget. Også vores mindre, veniale synder, skal skriftes. Alt skal ofres til Herren, så vi kan vokse i kærlighed til Ham. Boden på jorden er mildere end boden i det hinsides. "..og alle andre udeladelser og overtrædelser jeg ikke kan huske, men som jeg dog ønsker at skrifte, Fader. Det er alt".

Bemærk det tildækkede krucifiks ifm. udgangsprocessionen. Nu er lejligheden til at løbe og stride den sidste mil. Også i år er der mange optagelser i Kirken, hvilket altid er meget glædeligt og åndeligt bekræftende. Snart er vi atter i det himmelske Jerusalem, omend for en stund. 50 dage efter Påsken meddeler Helligånden sig. Vi går den mest fantastiske tid i møde. Der er så meget at glæde sig over. Præstevielser, ordinationer af de lavere ordener, processioner med det allerhelligste til Corpus Christi, Pinsenovenen. Lange sommeraftener. Men blot at vi har Herren. At vi har Ham. Intet andet behøver vi. Gid at Han må tage vores vilje, intellekt, hukommelse, begær, og kun forunde os Sin nåde. Da er vi rige nok. Alt hvad vi har, er nåde.