Novus Ordo: Kains offer
- Christian Benedict
- 14. jul. 2024
- 2 min læsning
Opdateret: 1. mar.
Jo mere jeg får Novus Ordo-messen på afstand, jo mere fremmedgørende opleves den, når man møder den igen. Jeg oplevede den for godt en måned siden, ifm. en pontifikalmesse - og udover at kommunionspraksis var slående anderledes, så var det samtidig underligt, ja det føltes helt forkert - at se en præst vende ryggen til Det Allerhelligste. Jeg gik ikke selv til kommunion, men så flere som gik en 5-6 skridt med hostien i hånden, og spiste den uhøjtideligt og lemfældigt, som om det blot var en kiks.
Ud fra en generel betragtning, hvis man virkelig tror på at Gud, som har åbenbaret sig i Skriften, er fuldt og helt til stede i Messen og i tabernaklet, så forstår jeg ikke at man kan få sig selv til at vende ryggen til tabernaklet, endsige bede den nye liturgi. Der er mange dårlige ting man kan sige om Novus Ordo, men det er påfaldende hvor meget det minder om hhv. Kains og Abels hhv. uperfekte og perfekte sonoffer. Kain, som gav Gud hvede og afgrøder, og Abel som ønskede at give det mest pletfrie og ypperligste til Gud. Nedenfor er referencer fra hhv. 1 Mosebog, og det gamle og nye offertorievers. Lighederne er slående, og døm selv om det er en tilfældighed?
"4 Adam kendte sin Hustru Eva,og hun blev frugtsommelig og fødte Kain; og hun sagde: "Jeg har fået en Søn med Herrens Hjælp!" 2 Fremdeles fødte hun hans Broder Abel. Abel blev Fårehyrde, Kain Agerdyrker. 3 Nogen Tid efter bragte Kain Herren en Offergave af Jordens Frugt, 4 medens Abel bragte en Gave af sin Hjords førstefødte og deres Fedme. Og Herren så til Abel og hans Offergave, 5 men til Kain og hans Offergave så han ikke." - 1. Mos. 4, 1-5.
"Se i Din miskundhed ned herpå med et nådigt og mildt blik og tag imod det, således som Du nådigt tog imod Din retfærdige tjener Abels gaver og vor stamfader Abrahams offer, og hvad Din ypperstepræst Melkisedek frembar for Dig: et helligt offer, en uplettet offergave. Derfor mindes vi, Dine tjenere, Herre, såvel som hele Dit hellige folk samme Kristi, Din Søns, vor Herres så salige lidelse og opstandelse fra de døde, men også Hans herlige himmelfart, og således frembærer vi for Din ophøjede guddomsherlighed af Dine gaver et rent + offer, et helligt + offer, et uplettet + offer, det evige livs hellige + Brød og den evige frelses + Kalk." - Fra Den Traditionelle Messes offertoriebønner (Unde et memores)
"Lovet være du, vor Gud, verdens Herre, for brødet, som vi har modtaget af din gavmildhed. Dette brød, frembragt af jorden ved menneskets arbejde, bærer vi frem for dig. Lad det for os blive livets brød.""Herre, vi forkynder din død, vi priser din opstandelse, indtil du kommer i herlighed." - Novus Ordo, akklamationsvers ifm. kommunionen
Hvis man eksplicit siger at her er tale om frembærelse af brød, er ligheden med Kains offer da ikke slående? Hvordan kan vi deltage i Herrens offer, ved Hans legeme, ved at "spise dette brød"? Er det virkelig så mærkeligt at så mange har mistet troen på realpræsensen, efter indførelsen af denne - lad os bare sige, temmeligt upassende - liturgi?
Du har jo en pointe.....