Hvorfor bærer kvinder slør?

Noget alle ikke-katolikker bemærker, er fx kvinders tildækning af håret når de opholder sig i kirkerummet, eller i synsafstand til Det Allerhelligste. Det er dét man indenfor socialforskningen kalder "sociale markører", men helt beset er det både en dyb teologisk og praktisk foranstaltning, som rummer konkrete spirituelle årsager og forklaringer om relationen til JESUS KRISTUS, og hvorledes man også skal forstå mandens og kvindens sakramentale rolle, herunder kvindens rolle som livgiver. Fordi det selvfølgelig udtrykker det traditionelle mande - og især kvindesyn, så er det noget som får de såkaldte "boomere" alvorligt op i det røde felt. Sløret er først og fremmest et udtryk for renhed og sædelighed, og det er ikke ligefrem dét der kendetegner 68'er-generationen. Men det er mindre væsentligt.

"Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære. Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand. Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld. Derfor bør Kvinden have et Ærbødighedstegn på Hovedet for Englenes Skyld." - 1. Kor, 7-10.

"Serafer stod hos ham, hver med seks Vinger; med de to skjulte de Ansigtet, med de to Fødderne, og med de to fløj de; 3 og de råbte til hverandre: "Hellig, hellig, hellig er Hærskarers Herre, al Jorden er fuld af hans Herlighed!" - Esajas 6,2.

At kvinder bærer slør, har rødder i ordene foroven hos Hl. Paulus i 1. Korintherbrev. Dette ærbødighedstegn Hl. Paulus taler om, udviser altså ærbødighed, dels overfor det allerhelligste, dels over for de engle som er til stede ifm. det hellige messeoffer, og dels fordi sløret er et symbol på lydighed over for Gud, og for kvindens teologiske og livgivende rolle.

Jf. profeten Esajas' bog kap. 6,2, kan vi læse at seraferne dækkede deres øjne og ansigt da de blev stillet foran Gud, og således henviser Hl. Paulus også til at kvinder skal dække deres hoved og hår. Årsagen til at det netop er kvinder der gør dette, og ikke mænd, forklarer Hl. Paulus i 1. Korintherbrev (11,3-10).

"Men jeg vil, at I skulle vide, at Kristus er enhver Mands Hoved; men Manden er Kvindens Hoved; men Gud er Kristi Hoved. 4 Hver Mand, som beder eller profeterer med tildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved. 5 Men hver Kvinde, som beder eller profeterer med utildækket Hoved, beskæmmer sit Hoved; thi det er lige det samme, som var hun raget. 6 Thi når en Kvinde ikke tildækker sig, så lad hende også klippe sit Hår af; men er det usømmeligt for en Kvinde at klippes eller rages, da tildække hun sig! 7Thi en Mand bør ikke tildække sit Hoved, efterdi han er Guds Billede og Ære; men Kvinden er Mandens Ære. 8 Mand er jo ikke af Kvinde, men Kvinde af Mand. 9 Ej heller er jo Mand skabt for Kvindens Skyld, men Kvinde for Mandens Skyld."

Så manden er kvindens hoved, på samme vis som Gud er Kristi hoved. Det vil sige, Kristus står over for Faderen, som manden står over for Kristus, og manden står over for Kristus, som kvinden står over for manden - i en rækkefølge af autoritet. Den kristne hustru, i relation til sin mand, sammenlignes altså med Den 2. Person i Treenigheden i relation til Faderen. Og ergo er den ultimative betydning at hustruens kald som kvinde og moder, er at deltage, imitere og tydeliggøre Kristi mission: Hendes selvopofrelse er at spejle Kristi selfopofrelse.

Vi sigter til Kristus og Kirken

Skal vi folde betydningen ovenfor endnu mere ud, så kan vi supplere med hvad Hl. Paulus beskriver i brevet til Efeserne, hvor han supplerer symbolikken:

"Hustruerne skulle underordne sig under deres egne Mænd, som under Herren; 23 thi en Mand er sin Hustrus Hoved, ligesom også Kristus er Menighedens Hoved. Han er sit Legemes Frelser. 24 Dog, ligesom Menigheden underordner sig under Kristus, således skulle også Hustruerne underordne sig under deres Mænd i alle Ting" - Ef. 5,22-24

Så kvinden er kaldet til at imitere og deltage i Kirkens gerning, som følger Kristus, og hvor Kristus følger Faderen. Kvindens lydighed over for manden, flyder fra Kristi lydighed over for Faderen, og Kirkens underkastelse til Herren i alle ting. Kvindens lydighed er et tilvalg der vælges i ægteskabet, et svar fra hjertet til en gave fra Herren, såvel som nonner aflægger løfter til deres overordnede, som et kald til at tjene Herren. Denne lydighed tildeles i rammen af et sakramente, det er ikke et spørgsmål om at kvinden er mindre værd eller er afhængig af sin mand - lydigheden er motiveret af kærlighed, som Hl. Paulus også skriver - og lydigheden mellem manden og kvinden, er gensidig. Her er altså en meget tydelig gengivelse af Den Hellige Treenighed: Manden og kvinden forenes i gensidig lydighed i Kristus.

"I Mænd! elsker eders Hustruer, ligesom også Kristus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, 26 for at han kunde hellige den, idet han rensede den ved Vandbadet med et Ord, 27 for at han selv kunde fremstille Menigheden for sig som herlig, uden Plet eller Rynke eller noget deslige, men for at den måtte være hellig og ulastelig. 28 Således ere Mændene skyldige at elske deres egne Hustruer som deres egne Legemer; den,som elsker sin egen Hustru, elsker sig selv. 29 Ingen har jo nogen Sinde hadet sit eget Kød, men han nærer og plejer det, ligesom også Kristus Menigheden. 30 Thi vi ere Lemmer på hans Legeme. 31 Derfor skal et Menneske forlade sin Fader og Moder og holde fast ved sin Hustru, og de to skulle være eet Kød. 32 Denne Hemmelighed er stor - jeg sigter nemlig til Kristus og til Menigheden. 33 Dog, også I skulle elske hver især sin egen Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden!" - Ef. 5, 25-34.

Vi tildækker det vi elsker

"Men Maria sagde: "Se, jeg er Herrens Tjenerinde; mig ske efter dit Ord!" Og Engelen skiltes fra hende." Luk. 1,38

Intet tydeliggør bedre eksemplet på hustruer, end Vor Frues lydighed mod Guds vilje. Det er et eksempel, for både mænd og kvinder, at Hun sagde "Ja" til alt hvad Gud ønskede af hende, al udholdenhed, skæbne, sår, lidelser og kors, velvidende at Hun skulle bære Frelseren. Fordi Hun også er den Nye og Evige Pagts Ark, er hun livgiver, livbærer og bærer på Ordet der blev kød, det evige Logos. Af samme årsager hun også født uden arvesynd, som Den Nye Eva. Hun hensov, blev optagen i Himlen, og udstråler sin glans og herliggør således Faderen i perfekt underdanighed, livgiver Sønnen, og meddeler Helligåndens nåde. Hun er efter Gud, den højeste i Himlen. Denne renhed, perfektion og Hendes majestætiske himmelske position, er et klart eksempel til efterlevelse.

Vor Frues slør i Chartres, Frankrig

Kalken, med den tilsidesatte hostie, er ligeledes tildækket. Perfekt konsekreret til at tilvejebringe og opbevare Herrens legeme, så er beholderne tildækket når de er i brug. Sløret er både et symbol på en sky, som da vores forfædre flygtede ud af Egypten, og på samme vis fulgte Herrens folk og ark til Ka'naan.

Sløret der skjuler Det Allerhelligste i den gamle pagt. Bemærk bordet til skuebrødene, et klart typologisk sigte til den hellige eukaristi.

Eukaristisk procession med Det Allerhelligste. Skyen der følger Herrens folk gennem Sinaj, sløret der dækker Det Allerhelligste, Guds nåde og Helligånd der følger og understøtter os.

Hil dig, Dronning, miskundheds Moder! Vort liv, vor fryd, vort håb, vær hilset! Til dig råber vi, Evas landflygtige børn. Til dig sukker vi sørgende og grædende i denne tårernes dal. Så vend da, du vor tilflugt, dine medlidende øjne ned til os, og vis os efter denne vor udlændighed Jesus, dit livs velsignede frugt, o gode, o milde, o kære Jomfru Maria.

Salve, Regína, mater misericórdiæ; vita, dulcédo et spes nostra, salve. Ad te clamámus, éxsules, filii Evæ. Ad te suspirámus, geméntes et flentes in hac lacrimárum valle. Eia ergo, advocáta nostra, illos tuos misericórdes óculos ad nos convérte. Et Iesum, benedíctum fructum ventris tui, nobis post hoc exsílium osténde. O clemens, o pia, o dulcis Virgo María.