Dogmet der gør dig til kreationist

Skabelsen af Adam (12. århundrede)

"37. When, however, there is question of another conjectural opinion, namely polygenism, the children of the Church by no means enjoy such liberty. For the faithful cannot embrace that opinion which maintains either that after Adam there existed on this earth true men who did not take their origin through natural generation from him as from the first parent of all or that Adam represents a certain number of first parents. Now it is in no way apparent how such an opinion can be reconciled with that which the sources of revealed truth and the documents of the Teaching Authority of the Church propose with regard to original sin, which proceeds from a sin actually committed by an individual Adam and which through generation is passed on to all and is in everyone as his own." - Pave Pius XII (Humani Generis)

Ungjordskreationisme, eller afstandtagen til evolutionslæren, kan komme i forskellige former. Nogle tager en meget bogstavelig tilgang til kreationisme, hvor de hælder til at jorden er mellem 6.000 - 7.000 år gammel, mens andre antager en form for kreationisme hvor Gud sagtens kan have skabt jorden over mange millioner år. Så er der en gruppe af katolikker som fuldt og blindt accepterer evolutionslæren, alene fordi kreationisme i sig selv ikke er et katolsk dogme. Og det er som sådan heller ikke forkert, at vi skal tro på at jorden og skaberværket har en vis alder - men ét dogme vi dog skal tro med vores fulde vilje og intellekt, er dogmet om at Adam og Eva er vores første forældre. Og når man til bunds forstår præmisserne for det dogme, hvordan det optræder og hvad det medfører, så er der meget, meget kort afstand til at antage kreationisme - og især den meget unge af slagsen, navnlig at jorden højst er ca. 10.000 år gammel, og hvis ikke meget yngre. Lad os dykke ned i det engang.

Det handler om krop og sjæl

Fordi den menneskelige substans består af både ånd og materie, så er der grænser for hvordan sjælen kan optræde i en menneskekrop, og især udenfor kroppen. Sjælen er det man kalder for en "subsistent substans", eller det "immaterielle livgivende princip" i kroppen. Det betyder, at sjælen er ikke-stoflig intelligens som kontinuert - af Gud - opretholdes og samtidig giver liv til kroppen. En krop uden en sjæl er et lig (der ligner et menneske), og er ikke et menneske. Definitionen på et menneske er altså både krop og sjæl forenet. Sjælen "oplyser" eller levendegør kroppen, og selve aspektet af lys er i sig selv interessant nok til at fylde et helt indlæg for sig. Men det helt centrale er, at man med filosofiske termer kalder sjælen for "den substantielle form" af menneskeskikkelsen. Og når man udpakker hvad substantiel form er, og også hvad det ikke er, så bliver tingene meget interessante. Det er nemlig sådan, at en substantiel form er et immaterielt princip, dvs. at det ikke har stof, men alligevel eksistens. Det eksisterer altså, på samme vis som koncepter som enhjørninger eller nisser. De har ikke stoflig eksistens, men vi ved at de eksisterer fordi vi kan tænke os til dem. Fordi menneskesjælen også er immateriel, så indeholder den også immaterielle koncepter som vi lærer om gennem livet. Vi ved altså at sjælen er rationel intelligens, og denne intelligens får indtryk gennem vores kødelige sanser. Tandhjulene er så at sige bygget sådan, at vores kødelige sanser (øjne, ører, hænder, næse, smagssans osv.) føder vores sjæl med "data" om vores omverden, som også er substantielle former. Blomster har substantiel form, men de er ikke rationelle sjæle som os. De har ikke en udødelig sjæl, men har kun en vegetativ sjæl som findes når blomsten er intakt og ubrudt. Ødelægges blomsten, så ødelægges blomstens sjæl og samtidig eksistens. Formen på en blomst, informerer eller "former" altså det stof blomsten er lavet af. Det samme gælder ler, kage, metal, sten, klipper, vand, statuer - ja, alt der har form. Og den substantielle form er altså det som giver substans til materien, og gør tingen til dét den er. Vi ved at Gud eksisterer fordi Han ikke bare giver ting form, eller hjælper os med at give ting form, men vi ved også at Han kontinuert holder "formen" formel og tilfører form til ting. Hvis Han ikke gjorde det, så ville alting skvatte sammen i én stor pærevælling, og alt liv ville ophøre. Gud virker altså lige for næsen af os allesammen, i alle mikrosekunder af vores liv (og dét er desuden et dogme i sig selv!). Men problemet er samtidig, at sjælen altså kun kan give liv til en krop som passer til sjælen. Fordi sjælen og kroppen er skabt til hinanden, og KUN til hinanden, så er det altså både filosofisk, praktisk, teologisk - ja på alle led og kanter, helt umuligt at sjælen kan bebos i en anden skabning end den menneskelige. Fordi aber og andre dyr har andre former for sanseapparater og kødelighed end mennesket, så kan sjælen altså ikke bebo dem. Og hvis sjælen kun kan bebo én krop som tilsvarende er skabt til den - ja, så må det jo betyde at vi IKKE kan nedstamme fra aber eller andre dyr, ganske enkelt fordi vores sjæl og vores legeme er skabt øjeblikkeligt ved undfangelsen. Og det betyder også, at der nødvendigvis må have været et første par som er forældre til hele menneskeracen. Det betyder samtidig også, at fordi vi tror på arvesynden, så kan arvesynden ikke være vandret fra dyr til mennesker. Arvesyndslæren er den nedarvede effekt som videreføres genetisk og medfører at vi har brug for overnaturlig nåde i vores sjæl, for at kende, elske og tjene Gud. Har du ikke set den endnu, så skal og må du se serien "Foundations Restored" fra Kolbe Centeret. Den er intet mindre end fuldstændigt fremragende. Og alle dine penge værd.