Der er mange andre steder på nettet, hvor man kan læse mere om den traditionelle katolske messe, så den vil jeg ikke dykke mere ned i her. Men et ofte overset, og for os langt vigtigere tema, er Kirkens liturgiske kalender, som viser os hvordan vi kan leve et liv med Kristus, følge Hans fødsel, omskærelse, faste, lidelse, død, opstandelse og himmelfart. Det gør katolikker hvert eneste år, og den bedste måde man kan gøre det på, er at leve efter den liturgiske kalender. Den sekulære kalender, dvs. den kalender som du allerede godt kender, er langt hen ad vejen totalt meningsløs. Den fortæller de fleste mennesker hvornår de har tid til at dyrke overforbrug af alkohol, eller sove længere end de plejer. Fordi samfundet har mistet næsten enhver form for moralsk og åndelig retning, er det klart at de få kristne højtider som stadig findes i den sekulære kalender, bliver behandlet som et stedbarn hos en sindsforvirret olding, som ikke aner sine levende råd. De færreste mennesker aner i dag noget som helst om årsagen til Hellig Tre Konger, Fasten, Palmesøndag, Påske og Pinse, for ikke at nævne advents - og juletiden. Sidstnævnte bliver typisk behandlet som et regulært mad - og drukorgie, hvor det handler om at fylde svælget med mest muligt flæsk og øl, mens man overforbruger på det kapitalistiske alter. Det er virkelig synd, i ordets bogstaveligste forstand, men i denne artikel skal vi dykke lidt ned i det liturgiske år, og hvordan det i virkeligheden burde leves og forstås. For gør man det, så oplever man en regulær rigdom af bøn, pilgrimsfærd, åndelighed og liv, som har formet mennesker i ca. 2000 år, og som langsomt men sikkert, vil fortrænge den sekulære kalenders meningsløshed. Hele pointen i at leve efter den liturgiske kalender, er at man hvert eneste år er på en åndelig pilgrimsfærd, og lever, beder og tror sammen med de helgener, dvs. helliggjorte sjæle, som har banet vejen for os siden apostlene. De er så at sige rollemodeller for os, og er eksempler til efterlevelse. Nogle var martyrer, andre levede eksemplariske liv, og nogle havde ekstraordinære åndelige eller bodsmæssige kvaliteter som var gaver fra Gud. Vi er alle kaldet til hellighed, og derfor er den liturgiske kalender et uvurdérligt redskab til netop det. Det er ikke let, men tager mange år, mange bønner, mange anstrengelser, mange skriftemål og bodsøvelser, men der er ingen anden vej. Vi er kaldet til kærlighed, og kalenderen minder os om hvordan JESUS KRISTUS kom til verden, og var et eksempel for os til efterlevelse. Derfor er kalenderen skruet sammen som den er. Nedenfor er præsenteret en tabel med de væsentligste højtider og markeringer i det liturgiske år, og under tabellen bryder vi oversigten ned i 7 sæsoner - Advent, julen, tiden efter åbenbarelsen, septuagesima, faste, Påsken og tiden efter Pinse.
Adventstiden - Kirkens nytår
Denne tid er begyndelsen på kalenderåret, og er dedikeret til traditionen og dogmet om Vor Frues uplettede undfangelse. Adventstid er bodstid, og derfor er den liturgiske farve lilla. Bemærk at adventstiden ikke er juletid, som først indtræffer ved festen for Herrens fødsel. Adventstiden er en åndelig forberedelsestid, hvor vi faster, beder, synger, glædes i længsel og forventning om Herrens komme, og markerer især de 3 fastedage i adventstiden, som kaldes tamperdage. Hvorfor faste? Fordi Vor Frue og Hellige Josef, den hellige families beskytter, måtte gemme sig i ørkenen fra Kong Herodes, er vi således også på en mindre pilgrimsfærd i adventstiden. Det afsavn som Maria og Josef led, i forventningen om at kunne hjemvende til Israel, genleves så at sige gennem bønner, fastepraksisser, læsninger, sange og hymner. Adventstiden og påsketiden har således en række ligheder, hvor både advent leder hen til Herrens komme til verden, mens fastetiden leder hen til den stille uge og Herrens lidelse, død og opstandelse. Adventstiden markeres med fx adventskranse, læsninger i Bibelen, adventshymner (som fx "Veni, Veni Emmanuel") og fastedage. Tamperdagene (af latin: "Quattor Tempora", dage på året) falder altid efter Onsdag, Fredag og Lørdag efter d. 13. december (Lucia søndag). Det er også i adventstiden at fødselsscenen i mange kirker opstilles, hvor man har tradition for at lade krybben stå tom helt til juletid. Intense bønner til Vor Frue og Hellige Josef er typiske, hvor man særligt beder for hellige katolske familier, for hellige præster og for Paven. Adventstiden er en længselstid, fordi vi længes efter (advent; "ad ventus", komme til) at blive udfriet af vores åndelige trældom, på samme vis som at jøderne ventede på udfrielsen fra Egypten og deres fysiske trældom (eller Babylon). Kirken er det nye Israel, og derfor er Vor Frue også bæreren af den nye og evige pagt (ordet der blev kød, og som snart skal tage bolig iblandt os). Markante fejringer i adventstiden:
1.-4. søndag i advent (første søndag i advent mellem 27. november og 3. december)
"Gaudete" søndag (glædens søndag) hvor den liturgiske farve er en art lyserød (3. søndag i advent)
Rorate-messer ("Rorate Caeli, Desuper", fra Esajas 45,8) som fejres løbende i løbet af adventstiden. De er utroligt smukke, og det er typisk at fejre messen alene med levende (og mange!) lys.
Festen for Hellige Lucia 13. december
Og selvfølgelig Festen for Vor Frues Uplettede Undfangelse, d. 8. december (kan fejres eksternt), som er et dogme (forpligtende trossandhed) som alle katolikker skal tro på. Nemlig den, at Vor Frue selv er undfanget uden arvesynd, af sine forældre Hellige Anna og Joachim. Hun er nødt til at være undfanget uden synd, for at kunne give pletfrit kød til Vor Herre JESUS KRISTUS. Hun er fra undfangelsen fuld af nåde, og uden arvesynd, som et pletfrit fartøj for Vor Herre.
Julens 12 dage, og Herrens Åbenbarelse
Juletiden er for de fleste velkendt, men for moderne mennesker begynder juletiden i slutningen af oktober, og afsluttes d. 24. december. For sekulære/ateister, dvs. såkaldte "kulturkristne", er juletiden et hypermaterialistisk og superhedonistisk mad - og drukorgie, hvor formålet er at købe ubrugeligt ragelse til folk man forsøger at undgå resten af året. Det er desværre ikke helt i julens ånd, som til gengæld er et fint tilrettelagt +12-dages program med (og det er helt OK) gaver, dejlig mad (som man jo har savnet i tiden op til), sange og hymner, julelege, læsninger, bønner og masser af messer fra Kirkens tidlige tradition. Julen og Påsken har mange ligheder, men grundlæggende handler Julen om glæden og taknemmeligheden ved at JESUS KRISTUS, menneskehedens frelser, endelig er kommet til verden, for at udfri sit trælbundne folk, og frelse os fra vores faldne natur. Skal man sige noget om festen og vigilien for Herrens fødsel, som reelt er hvad juleaften burde kaldes, så er der forskellige praksisser verden over. Men traditionelt har d. 24. december været en fuld faste - og abstinensdag, hvor man som i Påsken, afholder sig fra kødspise, og kun spiser ét fuldt måltid om dagen. Mange faster fuldkommen, og i vores lille hjem har vi fx tradition for helt at undgå elektrisk lys. Når skumringstiden falder på, tænder vi levende lys, det sidste lys i adventskransen, mens vi læser i Lukasevangeliet og fra Esajas' bog. Vi beder naturligvis den hellige rosenkrans (som man bør gøre dagligt), og supplerer også med nogle øvrige latinske og danske salmer. Julen er melankolsk længselstid, hvor man åndeligt set bør vende tilbage til en form for barnlig uskyldighed og umiddelbar accept af at være et barn i Guds øjne. Kan man det, kan man nemmere lære at elske og at give, lære at udholde, og lære at acceptere at vi kun er her midlertidigt på jorden. Resultatet af en oplyst julestue med tændt træ, sultne fastemaver, læsninger og hymner, duften af gran og indfrielse af løftet om vor Frelsers komme, er en ekstatisk, dyb og intens kontakt med Gud, hvor Vor Frue og Hellige Josef er centrale skikkelser i juletiden. Fordi vi er kaldet tilbage til en naturtilstand fra før syndefaldet, er Den Hellige Familie den model som vi søger at efterligne. Og det er præcis dét, som juletiden i virkeligheden skal handle om. Strukturen for juletiden strækker sig egentlig fra d. 24. december til d. 13. januar, hvor julens 12 dage så at sige er "indlejret" fra d. 25. til d. 5. januar om aftenen. Tiden opmåles fra festen for Herrens fødsel d. 25., og indtil det man kalder "tolvte nat", dvs. natten forinden festen for Hellig 3 Konger. I juletiden viser liturgien os frelseren som Guds søn, som iklædes menneskelig skikkelse, som æres af de ydmyge hyrder, og tilbedes af de 3 vise mænd fra Østen. Årsagen til at man fejrer vigiliemessen ved midnat, er at det er ved denne stund at Vor Frue gav os Frelseren, hvori midt i mørket at lyset kom til verden. Masser af stearinlys er passende her, og traditionen med gaver om morgenen kan enten gennemføres julemorgen, mens enkelte lande, som fx Italien, giver gaver ved festen for Hellig 3 Konger. Den klassiske læsning juleaften eller julemorgen, er naturligvis fra Lukasevangeliet: "10 Og Engelen sagde til dem: "Frygter ikke; thi se, jeg forkynder eder en stor Glæde, som skal være for hele Folket. 11 Thi eder er i dag en Frelser født, som er den Herre Kristus i Davids By. 12 Og dette skulle I have til Tegn: I skulle finde et Barn svøbt, liggende i en Krybbe." 13 Og straks var der med Engelen en himmelsk Hærskares Mangfoldighed, som lovede Gud og sagde: 14 "Ære være Gud i det højeste! og Fred på Jorden (til mennesker med god vilje, red.)!" Væsentligheden af at Gud kommer til os på jorden, at Ordet blev kød og tog bolig iblandt os, kan ikke overvurderes. Det er for menneskeslægten den største glæde man kan fejre, og derfor skal de 12 dage i Julen ikke have for lidt. Mange tror at Julen slutter d. 24. december, men for os er den kun lige begyndt! 12 dages festivitas, messer, sange, bønner, gaver, lækker mad og taksigelse for at Gud har sendt os sin længe ventede frelser. Det er ikke uden grund at julemessen er ved midnat, og som Skt. Gregor af Nyssa skriver, så kan det uddybes således: "På denne dag som Herren har skabt, reduceres mørket, og lyset forøges, og natten drives væk igen. Nej, Brødre, det er ikke en tilfældighed, eller ved nogen skabt vilje, at denne naturlige forandring begynder på den dag, hvor Han viser Sig selv i stråleglansen af Sin komme, som er det åndelige lys for verden. Det er naturen som afslører, under dette symbol, en hemmelighed til dem hvis øjne er hurtige nok til at se det, til dem, mener jeg, er i stand til at påskønne de omstændigheder hvorunder Vor Frelser kommer. Naturen lader mig at sige: Vid, O menneske, at under de ting jeg viser dig, her ligger de skjulte mysterier. Har du ikke set natten, som har vokset så lang, og som pludselig er overvundet? Lær da, at denne syndens mørke nat, som var vokset til sit ypperste ved opsamlingen af enhver skyldighed, på denne dag skal dens længde forkortes, indtil der ved denne længde ikke er andet end lys. Se, beder jeg jer, på solen, og se hvor dens stråler er stærkere, og hvor dens plads på himlen er højere: Lær fra dette, hvordan det andet lys, Evangeliets lys, nu udgydes over hele jorden." Således er Julens 12 dage i gang, og herfra følger en kavalkade af fest, glæde, levende tro og tradition:
26. December: Festen for Hellige Stefan, den første martyr. Den liturgiske farve er derfor rød. Den Hellige Stefan blev slået ihjel på vegne af Saulus, senere apostlen Paulus, fordi Stefan forsvarede evangeliet med sit liv. Dette provokerede naturligvis jøderne, hvilket det også til denne dag gør, fordi Hellige Stefan sagde: "Hvem af Profeterne er der, som eders Fædre ikke have forfulgt? og de ihjelsloge dem, som forud forkyndte om den retfærdiges Komme, hvis Forrædere og Mordere I nu ere blevne, 53 I, som modtoge Loven under Engles Besørgelse og have ikke holdt den!"" (ApG 7,52). Fordi Kirkens sæd er martyrernes blod, er det vigtigt at vi også husker på at vi skal være villige til at lide martyrdøden og følge Hellige Stefans eksempel.
27. December: Festen for Evangelisten (og apostlen) Johannes. Det er passende at fejre og ihukomme apostlen Johannes umiddelbart i juletiden, af flere årsager. Han blev kaldet til apostel umiddelbart efter Peter og Andreas (to andre fiskerbrødre), det var disse 3 som var til stede under Herrens forklarelse på bjerget, samt tilfangetagelse i Gethsemane, Johannes var den eneste apostel som blev ved korset under Herrens korsfæstelse, han blev fængslet med apostlen Peter, og deltog også ved Peters side ved koncilet i Jerusalem, som vi læser om i Apostlenes gerninger, i A.D. 51. Han er forfatter til evangeliet, åbenbaringen og 3 epistler, og han er den eneste apostel som ikke blev martyr. Hans navn er nævnt i messens Canon, og han døde i Efesos i A.D. 101.
28. December: De Uskyldige Børns fest. Denne fest markerer ihukommelsen af de uskyldige børn, som blev martyrer. Her er en dobbelthed, idet man samtidig viser evangeliets opfyldelse af den gamle pagt. Som børnene i 2. Mosebog (1,15-16,22), ville Kong Herodes også dræbe alle de førstefødte, fordi rygtet om fødslen af en ny konge var nået hans ører. Fordi de 3 vise mænd fra Øst ikke ville afsløre hvor denne nyfødte konge befandt sig, beordrede han alle førstefødte drengebørn dræbt. Denne grusomhed er samtidig en passende ihukommelse og bøn for de ufødte børn, som den dag i dag slås ihjel gennem fosterfordrivelse, som er vor tids dæmoniske plage.
29. December: Festen for martyren Sankt Thomas Becket. Engelsk ærkebiskop af Canterbury, England, som gik imod den engelske konge og ekskommunikerede ham for mord. Blev martyr for foden af alteret. Alle kristne er forpligtet til at give deres liv for troen.
31. December: Festen for Pave Skt. Sylvester I, som var pave under Konstantin d. Store, og som grundlagde mange kirker under indførelsen af religionsfriheden på den tid. På denne nytårsaftensdag, kan man opnå fuldt aflad ved at synge "Te Deum" foran Det Allerhelligste. Januar måned er dedikeret til Jesu Hellige Navn og barndom
1. Januar: Festen for Herrens omskærelse. Herren opfylder og er lydig over for den gamle pagt, ved at lade sig omskære, jf. 1. Mos 17, 10-12. Her kan man også opnå fuldt aflad, ved at synge "Veni, Creator Spiritus" foran tabernaklet. Herren er nu 8 dage gammel, og om 5 dage vil de 3 vise mænd fra Østen, lade sig lede af stjernen til stalden og skue Herren i Hans krybbe.
Festen for Jesu Hellige Navn (1. søndag i januar, eller 2. januar hvis søndagen falder på d. 1., 6. eller 7. januar): Denne fest er nært forbundet med festen for Herrens Omskærelse, fordi det er ved omskærelsen (eller dåben) at man modtager sit navn. Jesu Hellige Navn bør altid, og især på denne dag, fremsiges med ærbødighed, og det er også grunden til at mange katolikker verden over, altid letter på hatten eller bukker hovedet når de hører navnet "JESUS/IESUS" eller "Jesus Kristus". Fordi Herren ved omskærelsen fuldbyrder sit slægtskab med Abraham, fejres Den Hellige Families Fest meget snart herefter.
5. Januar: "Tolvte Nat", dvs. aftenen før festen for Herrens Åbenbarelse, og 12. dag i julen. Formelt fejres dermed Hellig 3 Konger (eller Herrens Åbenbarelse som det egentlig hedder) dagen efter, og reelt af 3 årsager. Herren åbenbarer sig på 3 måder: Til de 3 vise mænd fra Østen, som ledes til Ham af Bethlehemsstjernen (jf. Matt 2, 1-19), gennem Sin dåb af Johannes Døber hvor Han modtager Guds ånd gennem tegnet på en due, og hvor Gud siger til Ham, at "...dette er min elskede søn, i hvem jeg har velbehag." (Matt 3, Mark 1, Luk 3, Johs. 1) og hvor alle 3 personer i den Hellige Treenighed manifesterer sig (bemærk at Festen for Herrens dåb også fejres 13. januar), og gennem Sit første offentlige mirakel, netop ved bryllupsfesten i Kana, hvor Han forvandler vand til vin, på sin Moders anmodning. På samme vis forvandler Moses Nilens vandige floder til blod, og dermed ses en allegorisk kobling til Det Gamle Testamente. Det er også her at man i nogle familier først giver gaver denne nat eller næste morgen, fremfor julemorgen d. 25. Denne festdag kan også kaldes "Lillejul". Ift. De 3 Vise Mænds gaver, nemlig røgelse, guld og myrrah, symboliserer de hver især Jesu Kongelige æt (guld), Hans guddommelighed (røgelse), og myrrah som et tegn på Hans død og lidelse (jf. Hans kalk på Golgatha).
6. Januar: Festen for Herrens Åbenbarelse! På denne dag har man julet løs i 12 dage, man har spist af træet, bedt, sunget, fået gaver og naturligvis juleand, og forhåbentlig deltaget i en masse messer jf. ovenfor. Men kulminationen på julens 12 dage, markeres ved husvelsignelser af din lokale præst. Vievand og kridt velsignet i Kirken, typisk efter messen, bruges til at bestænke jeres hoveddør, for at holde onde ånder for døren. Kridtet bruges til at skrive 20+C+M+B+2x (hvor x markerer året), som er en ihukommelse af De 3 Vise Mænd fra Øst (Caspar, Melchior og Balthazar), men det kan også betyde Christus Mansionem Benedicat, "Kristus, velsign vort hjem". Dette ritual ledsages af en kort bøn, og således er kalenderåret for alvor skudt i gang. Det bør gøres årligt, gerne af en præst som bestænker alle rummene i hjemmet, tilryger med røgelse og beder en bøn til afslutning. De vise mænd fuldbyrder Guds løfte til Abraham, og således er Herrens tilblivelse i verden også fuldbyrdet (næsten).
1. Søndag efter Åbenbarelsen: Den Hellige Families Fest! Personligt én af mine yndlingsfester på året, og især afgørende at man markerer og fejrer denne dag, evt. sammen med andre familier . Familien er i dag under massivt angreb, og fordi at Kirken altid har lært at familien ikke blot er en konstruktion, men netop noget sakralt, er det værd at markere dagen, især i bøn til Hellige Josef, familiens beskytter, og især Vor Frue som er den nye Eva. Bemærk at der er en slet skjult reference til treenigheden i familiestrukturen, og Hellige Josef er samtidig Kirkens skytshelgen. Derfor er familien også en type på en huskirke, et billede på den forening af det menneskelige og guddommelige. Festen fejres efter Herrens dåb, fordi man de facto først er en søn af sine forældre efter man er døbt. Indtil da er man stadig bestænket af arvesynden, så derfor vælger mange familier at døbe deres børn MEGET HURTIGT efter barnet er kommet til verden. På denne dag vælger mange også at forny deres ægteskabsløfter til hinanden.
Festen for Herrens dåb: Med denne fest afsluttes juletiden rent liturgisk, men fortsætter i sin egen cyklus hele vejen til kyndelmisse i februar, hvor vi ihukommer Vor Frues renselse, og Herrens fremstilling i templet. Den centrale skikkelse, udover Herren, er Hellige Johannes Døber, som døber Herren med vand. Her er den velkendte læsning central: "Den næste Dag ser han Jesus komme til sig, og han siger: "Se det Guds Lam, som borttager Verdens Synd! 30 Han er den, om hvem jeg sagde: Efter mig kommer en Mand, som er kommen foran mig; thi han var før mig. 31 Og jeg kendte ham ikke; men for at han skulde åbenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand." 32 Og Johannes vidnede og sagde: "Jeg har set Ånden dale ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. 33 Og jeg kendte ham ikke; men den, som sendte mig for at døbe med Vand, han sagde til mig: Den, som du ser Ånden dale ned over og blive over, han er den, som døber med den Helligånd. 34 Og jeg har set det og har vidnet, at denne er Guds Søn."" Festen er samtidig et mindre varsel om Pinsefesten, og også festen om Herrens forklarelse på Taborbjerget, idet Herren lader sit lys skinne over Herren, og hvor Helligånden også lader sin indvirken strømme til os. Thomas Aquinas skriver, at det ikke er Herren som har behov for dåben, men at dåben har behov for Herrens indvirkning på dens sakramentale karakter, således at syndere kan ledes til sandhed og tilgivelse. Som i Fasten hvor vi faster i 40 dage, er der således 40 dage fra Herrens fødsel og indtil kyndelmisse, således at Advent, Juletiden, Tiden efter Åbenbarelsen og Septuagesima bindes sammen.
Tiden efter åbenbarelsen
Denne tid er reelt tilrettelagt mere af liturgiske årsager, end egentlige åndelige årsager. Det skyldes at Påsketiden naturligvis varierer år efter år, og derfor er tiden efter åbenbarelsen også variabel, og balancerer således kalenderen. Tiden varer fra 14. januar og indtil septuagesimasøndag, og tiden kan have alt fra 4 til 38 dage, afhængigt af hvornår Påsken falder. I denne tid er der vægt på åndelig refleksion over Kristi barndom, ungdom og selvfølgelig miraklet i Kana. Tiden efter åbenbarelsen fasttømrer således Herrens åbenbarelse som Gud.
20. og 21. Januar: Aften og fest for Skt. Agnes. Denne helgen er skytshelgen for de kvinder som leder efter en kommende brudgom. Ifølge traditionen vil de som faster 20. januar, se et syn af deres kommende mand i nattens drøm. Februar måned er dedikeret til Den Hellige Familie
1. Februar: Festen for Skt. Ignatius af Antiokia, biskop, kirkelærer og martyr. Berømt for citatet "Hvor biskoppen er, der er den katolske kirke". Døde antageligvis i A.D. 108, og var i lære hos apostlen Johannes.
2. Februar: Festen for Jomfru Marias renselse (Festen for Herrens fremstilling i templet, eller også kendt som kyndelmisse). Denne fest falder præcis 40 dage efter julen, og er samtidig en vigtig milepæl imellem julen og Påsken. Vor Frue havde ikke behov for denne renselse i templet, et jødisk ritual som er videreført i katolsk tradition, men Hun gjorde det ud af sublim lydighed til den gamle pagt. Kyndelmisse er samtidig også en fest for lysets komme, grundet Simeons profeti, at han skulle opleve "Jerusalems trøst", og Vor Frue skulle opleve en række lidelser med Herrens opvækst, lidelse og død. Til kyndelmisse velsignes lys, og der synges "Nunc Dimittis", eller "Simeons lovsang" på dansk.
3. Februar: Festen for Skt. Blasius; her kan man modtage "halsvelsignelse", og bede Hellige Blasius gå i forbøn for os, og bede Gud holde en rask fra halsonder.
5. Februar: Festen for Skt. Agate, skytshelgen for kvinder der lider af brystkræft. Hun led martyrdøden i A.D. ca. 250. Hun fejres stadig i Catania, på Sicilien, den dag i dag, hvor hendes jordiske rester er blevet bragt til, fra Konstantinopel.
Således slutter tiden efter åbenbarelsen, og næste del i den liturgiske kalender, omhandler Septuagesimatiden. Fasten er på vej, og snart skal vi genleve udfrielsen fra Egypten, flugten fra trældom, og forny håbet om at komme hjem til dér hvor vores hjerte hører hjemme - det åndelige, himmelske Jerusalem.
Del 2 kommer snart...
留言