Aquinas: Opstandelsen 1

Stedet for de afgåede sjæle

Sjæle som forlader deres kroppe ved døden, tildeles visse korporlige steder. Men disse sjæle er ikke nærværende på et specifikt sted, hverken ved kvantitet eller ved dimension, som kroppe ellers er, fordi de er sjæle som er ånd, og derfor ikke har nogen dimensioner rent kvantitativt set. Men en ånd kan være på et sted som er passende for den ånd. Vi siger det på den måde, at de afgåede sjæle er i Himlen, i skærsilden eller i Helvede. Og alle disse steder og begreber er reelle steder, som de også er tilstande.

Tildelingen af et sted til en afgået sjæl, opstår ved det øjeblik den er adskilt fra kroppen. Sjæle som passer og har fortjent Himlen kommer dér, sjæle i dødssynd ved deres eget frie valg og beslutning, kommer i Helvede, og sjæle i Guds nåde men som ikke er parate til Himlen, kommer i skærsilden. For det kan være, og det er utvivlsomt sådan ret ofte, at sjæle i dødsøjeblikket, selv hvis de er fri fra dødssynd, besidder en form for venial synd, eller mangler at betale en form for gæld som skyldes grundet synder der er tilgivne, og derved har sjælen altså stadig på sig effekterne af synd. Så sjæle som lider under disse byrder, er ikke rede til at komme i Himlen (for der er ikke plads til fejl for de som er i Himlen, intet urent kan komme derind), og sådan en sjæl fortjener heller ikke de evige pinsler i Helvede. Sådan en sjæl lider under de hindringer som først skal fjernes, før Himlen kan opnås. Og en krop som er lettere end luft tenderer til at flyve opad, men forhindres i at flyve opad hvis den forhindres herved, således har altså sjæle i skærsilden nogle byrder som de skal afvikle, inden Himlen kan opnås. Her kan forbønner for de afdøde, især i november, afhjælpe dette.

Himlen, helvede og skærsilden er steder, og tilstande. Ingen sjæl i himlen eller helvede, kan forlade denne tilstand, men det er muligt ved guddommelig dispensation, at en sjæl kan forlade stedet og blive set i en åbenbaring for øjnene af folk på jorden. Før kristi frelse, sagde man at alle afgåede sjæle var i helvede. Dette var en generel betegnelse, lige som vores eget udtryk "efterlivet", eller vi kan sige at helvede på den tid havde to steder - limbo for de retfærdige, og helvede for de forarmede sjæle.

De retfærdiges limbo kan også kaldes for "fædrenes limbo", dvs. et sted for hellige mænd, som patriarkerne, og Job, og Skt. Josef, som døde for Herrens opstandelse og Himmelfart. Det er muligt at fædrenes limbo og helvede med den evige straf, var samme sted, men de var ikke samme tilstand. For fædrene led kun deres uforløste længsel efter himlen, og ikke sanselig smerte.

Børnenes limbo er et sted og en tilstand for de udøbte børn, som kun har arvesynd. Dette kan være samme sted som fædrenes limbo, men det er en anden tilstand. I børnenes limbo er der ingen lidelse overhovedet (fordi deres sanseapparat ikke har været aktivt). Derfor skelner vi mellem de afdøde sjæle i Himlen, helvede, skærsilden og børnenes limbo. Fædrenes limbo ophørte med at eksistere da Herren opfor til Himlen, og med sig tog alle de retfærdige sjæle som ventede med glæde i fædrenes limbo.

De adskilte sjæles kvaliteter

Sjælen, når adskilt fra kroppen, kan ikke længere udøve sansekræfterne, fordi de kræver en krop for at udøve dem. Men sjælen er stadig roden og princippet i sansekræfterne, og beholder deres evne til at aktivere de sanselige oragner. Ergo, kan vi sige at de sanselige kræfter hører til den adskilte sjæls på radikal vis. Men sanselige handlinger er ikke i sig selv en del af den adskilte sjæls kræfter. Selvom Helvedes ild er en legemlig ild, så kan den påvirke en sjæl for så vidt at ilden kan fastholde sjælen og hindre dens bevægelse i relation til sjælens vilje.

De dødes stemmer

Man kan bede for de afdøde, og alle de som er troende og trofaste medlemmer af Herrens legeme, som er Kirken. Og som et levende legeme, kan man hjælpes ad sammen. En bøn for de afdøde eller for de levende, er en sådan bøn som giver de afdøde en stemme. Vi ved at Kirkens lære om "De Helliges Samfund" forklarer dette forhold, men det ene medlem af Kirken kan faktisk ikke erstatte det andet medlem, og man kan altså ikke frelse andres sjæle som sådan. Man skal og man bør hjælpe de hellige i efterlivet, ikke kun ved gode eksempler og ved bøn, men også ved fortjenstfulde gerninger og til gavn for de døde og for Kirken som Kristi legeme.

De bønner og ofre som ydes af de levende, for de som er døde og er i skærsilden, er til gavn for disse sjæle. Det ved vi fra Kirkens ufejlbarlige lære, og også fra Skriften (2 Makkabæerbog 12,46). "Det er en hellig og passende tanke at bede for de døde, at de må løses fra deres synder."

Selv de som er i en tilstand af dødssynd, kan gøre noget for sjælene i Skærsilden. For gerningen som udøves, kan have en vis værdi, desuagtet tilstanden hos den som udfører den.

Ofre og gerninger som udøves af de levende på vegne af de døde i skærsilden, er kærlighedsgerninger, og som sådan er de til gavn for de som udøver dem. Som Sl. 34 skriver "Min bøn skal blive mit legeme".

Ofre og frembærelser, kan ikke være til gavn for de som er i Helvede. De fortabte sjæle er uforanderlige og udenfor hjælp, de er under evig syndestraf, og ingen ofre eller gaver kan være til nogen hjælp for dem. Det er et trosanliggende i sig selv, at ofre og bønner udøvet af de levende, hjælper sjælene i skærsilden for at betale af på deres tidslige gæld. For skærsilden virker godtgørende sådan at det en person kunne have gjort i dette liv, men ikke fik gjort, eller uden at fuldende det, skal betales i skærsilden. Tidslige syndestraffe kan betales af, og vi på jorden kan hjælpe vores brødre og søstre i skærsilden, som ikke længere kan gøre bod for dem selv.

Småbørn i Limbo kan ikke hjælpes ved forbønner. Dels fordi de ikke står i gæld grundet nogen egentlige synder, og derfor kan vi ikke aflaste de midlertidige lidelser, hvis der ikke er nogen lidelse at aflaste.

Ofre og forbønner kaldes sådan, fordi de er en hjælp og dermed en stemme som kan hjælpe et menneske. Vi kan ikke hjælpe de som har opnået Himlens herlighed. Så vi går ikke i forbøn for de hellige, men vi kan bede dem gå i forbøn for os. Det hellige messeoffer, og den del som vi har i Kirkens generelle bønsliv, herudover også almisser, er gode barmhjertighedsgerninger, og derfor er de stærke og effektive bønner og ofre.

Aflad som gives af Kirken og som gives til sjælene i skærsilden, kan opnås af de troende på jorden, til gavn for sjælene i skærsilden. Sådanne afladsgerninger er også ofre som de troende på jorden kan udøve.

Hl. Augustin siger at de dødes begravelse, med dens højtidelige ceremonier, er en form for trøst for de som efterlades, og mere end en hjælp for de aføfde. Men begravelsesmessen som Kirken foreskriver, indeholder mange bønner for de døde, og selv den hellige messe, beder især for de afdøde. Så at "begrave de døde" er især en barmhjertighedsgerning, og dermed et offer.

Fordi det mest fornuftigt er antage at de ofre som ofres for én person er en hjælp til ham fremfor en anden, så er det også passende at dén som bedes for, har mest behov for hjælpen. Det er intentionen i bønnen som udgør værdien af værdien, og ikke den person som beder bønnen.

Bønner for flere sjæle fordeles mellem sjælene. De har lige meget værdi hver især.

Generelle bønsofre (for de som er i skærsilden generelt) er helt sikkert fortjenstfulde.

Tegn som går forud for opstandelsen, Dommen og Den Yderste Dag

Når Herren kommer igen for at dømme hele verden ved tidens ende, vil visse tegn vise Hans komme. Disse tegn vil være sådanne som advarer alle mennesker, og bringer dem til passende underkastelse ift. Guds vilje, hvis de vil. Præcis hvilke tegn Kristi andet komme vil bestå af, ved vi ikke. Disse tegn som nævne si Skriften, henviser ikke kun til Hans komme for at dømme menneskeheden, men til Hans komme for at besøge Hans Kirke, nogle af dem refererer også til de troende (eller mangel på samme) i Jerusalem. Den egentlige formørkning af solen og målen, kan muligvis indikere Dommens komme, og kan opildne syndere til bod, frygt og omvendelse. Men det er ikke sikkert at Den Yderste Dag vil være mærk. Herren vil komme i herlighed som Skriften siger (Esajas 30,26) "Månens lys skal være som solens lys, og solens lys skal være syvfoldigt". "Himlens dyder skal bevæges" siger Skriften, jf. Matt 24,25. Denne forudsigelse henviser formentlig til englene, enten generelt eller til specifikke engle, som også kaldes for dyder. Tidens afslutning betyder en forandring i opgaver for de engle, som ellers har til opgave at beskæftige sig med jordiske ting.

Ilden på dommedag

Ved tidens ende, skal al synd og urenhed på jorden ophøre. De som frivilligt og uigenkaldeligt er givet hen til ondskab, vil alle være i Helvede. Jorden, hvor mennesket har syndet, vil renses og rengøres. Det lader til at denne renselse vil være ved ild. Vi læser i Skriften (1 Peter 3,12) "Himlene som vil være i ild, vil opløses, og elementerne skal smeltes sammen med brændende hede".

Denne endelige renselse ved ild vil utvivlsomt være den samme ild, som den naturlige slags som vi alle kender. Som naturligt vand vaskede synden ren under flodbølgen, så vil naturlig ild rense jorden på den yderste dag.

Himmellegemerne er ikke genstand for forurening af menneskets synd. De har intet behov for at blive herliggjort, men de bevæges af guddommelig lov og Hans magt. Efter renselsen, vil luft, ild, jord og vands substanser forblive, men som rensede. Og de vil ikke længere være i konflikt med hinanden på naturlig vis. Derfor, vil alle jordlige substanser, inkl. ilden, være renset og rengjort af den endelige og sidste ild. Den rensende ild vil gå forud for Dommen. "En ild skal komme forud for Ham" jf. Sl 96. Men en særlig ildsmæssig hændelse vil omkranse de onde, efter deres domsudmåling. Den endelige og sidste ild vil virke på mennesket som et instrument for guddommelig retfærdighed. Den vil enten fjerne eller forandre alle legemer, men vil påføre smerte på de onde, og ikke de gode, for så vidt at den tidslige straf stadig behøves for at rense de gode.

Med verdens renselse ved ild, vil alt hvad der er ondt og grimt kastes i Helvede sammen med de onde, og alt hvad der er smukt og ædelt, vil optages i Himlen til Guds herliggørelse, med de udvalgte.