Aquinas: Inkarnationen 1

Hvorfor inkarnationen sømmer sig

Det er yderst passende at Guds usynlige ting skulle manifesteres ved synlige ting. Skabninger, som Skt. Paulus siger (Rom. 1,20) beviser Guds eksistens og attributter. Men inkarnationen, at Gud blev menneske, viser på overlegen vis den guddommelige perfektion. For det at Gud bliver menneske er et utroligt stykke godhed, visdom og retfærdighed, samt magt og kraft, disse usynlige ting af Gud kunne ikke manifestere sig på mere ædel vis end i den i inkarnationen. Så siden godhed viser og udbreder sig selv, så er det passende at uendelig godhed skulle meddele sig selv på den mest perfekte vis, og det gør den i inkarnationen. Derfor er det yderst passende at Gud skulle blive menneske. Inkarnationen var nødvendig for menneskehedens frelse. Den var ikke absolut nødvendig, for Gud er almægtig, og Han kunne have genoprettet menneskeheden på anden vis. Men den var nødvendig relativt set, dvs. ift. det at bringe frelse til mennesket på den mest ædle, effektive og beundringsværdige vis. Se fx hvor fremragende inkarnationen er, ift at den fremelsker dyder i mennesket, den opildner tro, styrker håbet, opflammer kærlighed, viser mennesket det perfekte eksempel på gode gerninger; den giver mennesket bevidsthed om at deltage i den guddommelige natur, for som Skt. Augustin suger, "Gud blev menneske, så mennesket kunne blive Gud(dommeliggjort). Inkarnationen holder mennesket fra ondt, viser ham sin menneskelige ædelhed som får ham til at foragte djævelen, gør ham bevidst om sin værdighed, øger forståelsen for syndens hæmmende effekt, lærer ham at se ydmygt på Kristus og ikke være forudindtaget, instruerer ham i de beroligende sandheder at Gud blev inkarneret så han kunne blive fri fra slaveri for synden. Intet ordinært menneske kunne have frelst hele racen. Dog stod menneskeheden i gæld, og den gæld skulle betales. Kun Gud kunne betale gælden, og Gud skyldte den ikke. Ergo er det yderst passende at den som indløser gælden, frelseren, både skulle være Gud og menneske.

Nogen lærer, at Gud, i sin uendelige kærlighed til os, ville være blevet menneske selv hvis ingen menneskelig synd fandt sted. Men det er usandsynligt. Al vor viden om netop dette fremgår af Skriften, og alle steder i Skriften lægger synden til grund for Guds inkarnation. Kristus, som er den inkarnerede Gud, kom til os for at fjerne den onde effekt af arvesynden, og for at gøre det muligt for os at komme i Himlen, og således at vi kan opfylde vores sande mål. Kristus kom for at give os alle midlerne til at blive fri fra arvesynden, og opnå tilgivelse for aktuelle (egentlige) synder, og opnå nå til at holde os fri fra aktuel synd. Og derfor siger Skriften (Johs. 1,29) at Gud kaldes "Guds lam, som borttager verdens synd." Tidspunktet for inkarnationen var yderst passende. Var Gud blevet menneske blot for at relse os umiddelbart efter den første synd blev begået, ville menneskeligt hovmod ikke tilstrækkeligt være lagt under åg, som en konsekvens af synden; mennesket ville ikke have forstået, gennem en længere tidsperiode, hvor stor en skat mennesket havde mistet. Og det var godt for mennesket således at forberede sig, gennem bøn og længsel efter frelsen, således at mennesket forstod værdien af den, behovet for den, og så når den kom, at han kunne drage nytte af den. På den anden side, ville det ikke nytte at have inkarnationen udskudt for længe, for menneskeheden ville i så fald forfalde til håbløshed og skuffelse. Så perfekt, i tidens fylde, som Skt. Paulus skriver (Gal.4,4), blev Gud menneske. Når menneskenaturen herliggøres til perfektion af det inkarnerede Ord, så vil denne herlighed komme til skue når sjæle og legemer igen forenes ved verdens ende, ved dommedag. Men det ville være upassende at have inkarnationen tilvejebragt i det øjeblik, fordi mennesket havde og har brug for at læge synd, havde brug for viden om Gud, reverens, god moral osv. Og inkarnationen gav mennesket disse ting. Først ved håb og forventning hos dem som venter på Gud, og ved tro og hengivenhed hos de som har oplevet frugterne af inkarnationen. Ingen af disse ting ville kunne finde sted, hvis inkarnationen først skete ved verdens ende. Håb og længsel ville have forsvundet, og folk ville have kolde hjerter.

Foreningen af Ordet og kødet

Naturen af en ting, er dens essens, betragtet som ophavet eller kilden til alle dens operationer eller handlinger. Så essensen af en ting er den grundlæggende kerne som kendetegner tingen, dens fundamentale konstitution i væren, art og slags. Den er det som gør hvad en ting er, med andre ord, og det er det vi udtrykker ved den sande og præcise definition af tingen. Og som vi har skrevet, er tingens natur dens essens ift. hvad den gør, eller hvad den er til for. Så vi siger at menneskets essens fysisk betragtet, er krop og sjæl, menneskets natur er menneskelig essens i stand til at leve, gå, tale, tænke og ville. Og menneskelig natur med intellekt og vilje, er komplet natur i sin slags. Gud kunne ikke blive menneske ved nogen fusion eller sammmenblanding af menneskenaturen og guddommelig natur, Guds natur er uforanderlig og kan ikke blandes med andre naturer. Dog disse to naturer, den guddommelige og menneskelige, var ikke blot til for at blive forenet i en kvalitativ accidental forening, der måtte også være en substantiel forening mellem Gud og mennesket hvis Gud skulle blive inkarneret. Siden, som vi ser her, meningen med den substantielle union ikke bare er naturerne i sig selv, så vi må fokusere præcist på den guddommelige person som er Guds søn. Den substantielle forening mellem Gud og mennesket i personen. Så en person er en individuel substans af rationel natur, som er udrustet til at forstå og ville. Hvad som helst som kan tilskrives sådan et væsen, tilskrives til personen. Så det er personen Jens Hansen som vi til skriver hans tanke, vilje, temperament, smile, brækkede arm osv. Så hvis den menneskelige natur ikke er forenet med Gud i personen den guddommelige søn, så er den ikke forenet med den guddommelige søn overhovedet. Ergo må vi konkludere at unionen eller foreningen om vi vil, af de to naturer, guddommelig og menneskelig, som vi kalder inkarnationen, finder sted i Guds ords person, dvs. af Gud sønnen, den anden person i Treenigheden.

En individuel substans med sin egen måde at virke, operere og agere på, kaldes en supposit eller en hypostasis. Ergo, et træ eller et dyr, eller et menneske, er en hypostasis. Men delene af en substans. en mands arm fx, er også en substans, men har ikke sin egen måde at agere på, armen agerer som en del af menneskets ageren, så hvis armen adskilles fra manden, så fortsætter den ikke med at agere som arm af sig selv. Ergo, en hypostasis er en komplet individuel substans med sin egen måde at agere på. Så en hypostasis er udstyret til at agere med forståelse og fri vilje, så kaldes den en person. Derfor siger vi at person føjer til hypostasis, en særlig natur, nemlig den rationelle natur. Det er altså tydeligt at enhver person er en hypostasis, men en hypostasis er ikke en person. En forenet person, eller en person i forening, må være en person i forening i hypostasis, for ellers kunne der kun være tale om en kvalitativ forening, og ikke en substantiel forening. Så Gud blev aktuelt menneske, og derfor blev Gud forenede derfor menneskenaturen til den guddommelige natur i personen eller hypostasis af Sønnen. Af denne grund kalder vi foreningen, som udgjorde inkarnationen rent faktuelt, den hypostatiske union. Skt. Johannes af Damaskus (De Fid. Orthodox, iii), siger at i Kristus anerkender vi to naturer, men én hypostasis sammensat af begge. Dette betyder ikke at der er nogen virkelig eller egentlig komposition eller sammensætning i den simple og guddommelige essens og natur i Guds søn, men det betyder at Den Anden Person i Treenigheden, en guddommelig person, er en person i hvem to naturer består i (subsistuto). Siden KRISTUS er sandt menneske og sand Gud, så er Hans menneskelige sjæl og menneskelige krop forenet substantielt, hvor disse elementer er forenet i ethvert andet menneske. Men i Kristus er den substantielle forening af den menneskelige krop og menneskelige sjæl ikke en ny hypostasis eller person, men den er substantielt effektueret i den allerede eksisterende Person i Gud Sønnen. Den hypostatiske union er en substantiel union eller forening, og ikke en accidental forening. Den er en forening af to naturer i én person. Hvis foreningen kun var accidental, ville der være to personer i Kristus, hvor i Sandhed, så er der kun én person, og det er den Person som er af det Evige Ord, eller Sønnen. Kristus, som er Gud inkarneret, er én guddommelig person, som består med to substantielt forenede men virkeligt adskilte og ublandede naturer, Guds natur og menneskenaturen. Siden Gud blev menneske i tidens fylde, så eksisterer den hypostatiske union ikke fra evigheden, men er Guds skaberværk og hensigt, og fandt sted i tiden. Guds søn antog menneskelig natur i inkarnationen. Denne antagelse af menneskenaturen er en guddommelig handling hvorved den hypostatiske union af de to naturer blev effektueret. Helt præcist, så er antagelsen ikke det samme som foreningen. Så vi kan sige, ift. at tale om unionen eller foreningen, at den guddommelige natur er forenet med den menneskelige natur, eller "den menneskelige natur er forenet med den guddommelige" - men når vi tager om antagelsen, så henviser vi til den guddommelige natur eksklusivt, og siger at Gud antog menneskelig natur - vi siger ikke at mennesket antog guddommelig natur. Fordi den hypostatiske union er effektueret i den guddommelige person i Guds søn, så er det den mest fremragende af alle forenede koncepter. Det er korrekt at sige at den hypostatiske union fandt sted ved en nådehandling, hvis vi forstår nåde sådan at det er Guds vilje at gøre hvad der er behageligt hos Ham, uden nogen fortjeneste hos den eller de som drager nytte af at det sker. Fordi menneskeracen ikke fortjente frelsen, eller inkarnationen som gjorde frelsen mulig. Nåde var en naturlig del af Kristi menneskenatur i den forstand at den var i Ham i begyndelsen, fra det øjeblik den hypostatiske union blev effektueret. Og grundet denne union er der i Kristi menneskenatur en perfekt og urørlig syndløshed, altså et fravær af al synd hos Ham.