Viden i det opstandne menneske
Når et menneske opstår fra de døde og skal møde sin dom, vil han blive bekendt med alle de synder han har begået i hele sit liv. Hl. Augustin siger at denne komplette og fuldendte ihukommelse af alle éns synder, vil blive meddelt til hvert menneske ved Guds magt, og han siger også at det er en særlig gave til dette øjeblik. Til dommedag, vil dommen være mest perfekt, og både anklageren, vidnet og forsvareren vil vide og være bekendt alt hvad der skal vides for at kunne udmåle en dom. Hvert menneskes samvittighed er som en bog der indeholder en præcis og detaljeret livsoptegnelse - og ved den yderste dag, ved dommedag, vil denne bog åbnes. (Åb 20,12)
Ved den yderste dom, vil hver person kende ikke kun sine egne, men også enhver anden persons synder. For i denne dom, manifesteres Guds retfærdighed over for alle mennesker. Denne særlige indsigt i éns egne og andres synder, hos hele menneskeheden, vil ikke opnås ved nogen lang tidskrævende proces, men vil bekendtgøres ved et øjeblik.
Tid og sted for den yderste dom
Hver sjæl dømmes, i det som kaldes den partikulære dom, i det øjeblik sjælen forlader kroppen. Det vil sige, hvert menneske dømmes umiddelbart efter døden. Ved dommedag, ved den generelle dom på den yderste dag, vil der ikke bliver ændret eller føjet noget til nogen af de domme som afsiges i de partikulære tilfælde; formålet ved den generelle dom er at manifestere over for alle rationelle skabninger, at Gud er retfærdig, barmhjertig og god.
Det er sandsynligt at den yderste dag vil finde sted, uden egentlige ord. For alle vil dømmes én gang, og hver vil kende sine egne synder og alle andres, og alle vil da kende udmålingen i hvert tilfælde. Ergo, lader det til at den yderste dag vil gennemføres uden nogen mundtlige udvekslinger. Så det er mest sandsynligt at den yderste dag vil manifesteres mentalt, og ikke auditivt.
Gud alene kender timen og dagen for verdens ende og den sidste dom. Skriften siger (Mark 13,32): "Om dagen eller timen, kender ingen" og "(1 Tess 5,2) "Dagen hvor Herren skal komme som en tyv i natten". Det indikeres af og til, at den yderste dags udmåling vil ske på Olivenbjerget i Jerusalem.
Personer som er til stede ved Dommedag
Kristus, Vor Herre, vil komme for at dømme alle mennesker. Skriften (Johs 5,22) siger at "Faderen har givet al magt til Sønnen". Der vil være hellige mennesker, associeret med Herren, tilstede på denne dag, og de vil kunne siges at dømme, men den egentlige effektive og aktive domsudmåling er den af Kristus alene. Apostlene, fx, vil således sidde med Herren og dømme, for Skriften siger (Matt 19,28) "I apostle skal sidde på de 12 sæder og dømme Israels 12 stammer".
De hellige som vil være så priviligerede at sidde med Kristus som dommer, og således dømme med Ham, vil alle være hellige som er kendt for deres frivillige fattigdom. For det er denne dyd som gør det menneske fri for al skabt påvirkning, og derved disponerer ham eller hende for dette domsmæssige embede.
Engle, som ikke har menneskets natur, vil ikke dømme mennesker. Men de vil hjælpe Dommeren med at samle alle mennesker foran Hans domstol (Matt 13,41). De faldne engle vil udøve dommen over for de som er forbandede - fordi syndere, ved deres synd, frivilligt underkaster dem selv djævelen og hans håndlangere, og det er passende at de skulle straffes ved de samme onde ånder.
Alle mennesker, uden undtagelse, vil stå foran dommeren på den yderste dag. For vi læser i Skriften (Åb 1,7); "Se Han kommer med skyerne, og alle øjne skal se Ham". De som elsker Gud perfekt vil ikke undergå nogen straf som overgår deres belønning. De gode som er uperfekte, vil dømmes i forhold til deres manglende perfektioner, men de vil frelses.
De onde vil dømmes til evig straf i en grad og intensitet som passer til graden af deres skyld. Englene vil ikke dømmes på den yderste dag. For englenes dom har allerede fundet sted (Johs 16,11). "Verdens prins er allerede dømt".
Kristus, Dommeren
Som menneske, vil Kristus dømme menneskeheden på den yderste dag. Vor Herre er Gud Sønnen som blev menneske, ved at antage sig menneskenaturen. Når Hans sande menneskelighed er udtrykt, kalder Skriften Ham "Menneskesønnen". Og vi læser (Johs 5,27) "Han har givet Ham magten til at dømme, fordi Han er menneskesønnen". Kristus Vor Herre, er Herre fordi Han er Gud - men er også Herre og mester fordi Han frelste os ved at dø for os som menneske. Ergo, har Han autoritet til at dømme os ud fra menneskelige betingelser. Ved profeten Esajas (65,17) kan vi læse "Se, jeg skaber nye Himle og en ny jord, og de tidligere ting skal ikke ihukommes længere". Og i Åbenbaringsbogen (21,1) "Jeg så en ny Himmel og en ny jord. For den første himmel og den første jord var væk." Jorden vil fornys efter den sidste eller generelle domsudmåling. Og alle legemlige ting som blev skabt for menneskets skyld, vil fornys og modtage en strålende herliggørelse og fornyelse.
Kristus vil komme med stor magt og majestæt (Luk 21,27) for at dømme menneskeheden. Han vil komme i det herliggjorte legeme, hvor Han kom til syne efter Sin opstandelse. Han som kom i svaghed og i kroppens underdanighed (Fil 3,21) som vores Frelser, vil komme i styrke og majestæt for at være vores dommer.
"Tiden skal ikke længere være" jf. Åb 10,6. Det lader til, at himmellegemerne ikke længere bevæges, for det er øjeblikket som lader mennesket måle tiden, og tiden i bevægelse er denne tidslige virkelighed. Ved dommedag skal alle de syndige se Kristus som menneske, og samtidig erkende at Han er Gud. Men de vil ikke se Hans guddom direkte, fordi de da ville fyldes med glæde, som er i modstrid med deres tilstand og perverse vilje.
Efter den sidste dom, vil jorden fornys og vil se sit modstykke i herligheden i himmellegemerne. Esajas siger (30,26) "Månens lys skal være som solens lys, og solens lys skal være syvfoldigt". Som vi har set, vil alle legemlige ting afspejle deres herlighed i Himlen. Der vil være klarhed i alle ting. Jorden vil få en form for transparens, vand bliver som krystal, ild vil have skønhed som de mest vidunderlige stjerner. Planter og dyr har ingen plads i den fornyede verden, ingen levende ting udover de som er uden død, vil være der.
Himlen: Den Salige Skuen
I Himlen vil de salige se Guds essens direkte. "Vi skal se Ham som Han er" (1 Johs 3,2). Gud er overordentligt intelligent eller forståelig, og Han er den bestemmende for hvorledes skabte intellekter vil kende Hans essens. Således, at kende Gud er at se Den Salige Skuen.
Efter den endelige dom, når legemer og sjæle forenes, vil de salige ikke se Guds essens med deres kropslige øjne. Fordi, kropslige eller legemlige øjne, selv når de er herliggjort, ser kun legemlige ting, og Guds essens er ikke legemlig. De som i Himlen ser Gud (før eller efter kødets opstandelse), ser Ham med intellektet, styrket, ophøjet og oplyst af Herlighedens lys.
Ingen skabning kan kende Gud på udtømmende vis, således at man ved alt hvad Gud ved. Det ville betyde at man ville opnå uendelig forståelse og viden, som er lig Guds uudtømmelige viden, og det er umuligt. Derfor, de salige ser Gud i Hans essens, men ikke alt hvad Gud ser. Selv englene, som ved alt i Gud, ved ikke alt som Gud ved. Begrebet "alle ting" betyder alt hvad de (englene) ved.
Himlens lykke: Boliger
Efter kødets opstandelse, vil de salige i Himlen opnå en forøgelse af lykke. Fordi kødet forenes med sjælen, så er lykken maksimeret og gjort fuldendt. De forskellige grader af lykke i Himlen, kaldes boliger. En bolig er bogstaveligt talt et hvilested, et mål som stræberen opnår ved at stræbe efter det. Den er et hvilested. Så den himmelske by eller det himmelske rolige har "Mange boliger", som Herren siger (Johs 14,12). Og hver af de salige finder sin bolig i den grad eller belønning, som sømmer sig til det niveau vedkommende skal have i Himlen.
De forskellige boliger i Himlen, er adskilt i forhold til de forskellige grader af kærlighed og venskab med Gud, hos de salige selv. For i hver af de salige eller hellige, bestemmes deres herligheds lys og udmåling, af deres grad af kærlighed, og i samme fald bestemmes deres bolig og niveau af lykke herved.
De frelste og de forbandede
De forbandedes lidelser vil være perfekt kendt til de hellige i Himlen, og vil kun gøre de hellige i Himlen endnu mere taknemmelige over for Gud, for Hans store barmhjertighed mod dem. Der kan ikke være nogen form for medlidenhed i Himlen hos de hellige, over for de forbandede. For selvom de ved at de forbandede lider under deres valg, og fortsatte valg, så er medlidenhed en form for smerte hos de som oplever den. Og der kan ikke være noget smerteligt i Himlen.
De salige i Himlen er i fuld konformitet og tilpasning til Guds vilje, som er retfærdighed. De hellige glæder sig over at opnå Guds retfærdighed. I denne udstrækning kan det siges at de glædes ved de forbandedes lidelser.
De saliges berigelser
Når de salige, eller helgenerne, for det er samme betydning, bringes til Himlens herlighed, er de beriget med passende gaver. Disse berigelser udgør ikke saliggørelse. Saliggørelse er perfekt lykke i den salige skuen. Denne lykke eller salighed er hvad sjælen har fortjent ved Kristus og ved Hans nåde. Men berigelser er gaver som ikke er fortjent i nogen forstand. Kristus, Vor Herre, har som menneske alle mulige perfektioner og enhver form for gave og berigelse ,fordi Hans menneskelighed er forenet til Gud Faderen. Stadig i streng forstand, er det ikke passende at sige at Kristus som menneske er beriget med gaver og fortjenester. For Kristus er Gud såvel som menneske, og gaver og berigelser er Hans at give, og ikke at modtage. Så en berigelse er en gave i en forening, og en forening italesætter en vis form for forening mellen mennesket og Gud, i en lignelse som en form for bryllupsforening. Menneskenaturen er gift med den guddommelige natur i Kristus, og Kristus selv er brudgom til Kirken. Ergo, når vi taler om mennesker, kan vi bruge begrebet berigelse eller giftemål, til at indikere de saliges perfektioner. Men det er ikke tilfældet med engle, fordi den ægteskabelige metafor ikke bruges i deres tilfælde. Men selvfølgelig har alle engle perfektioner som kan tildeles rationelle skabninger i Himlen. Pointen her er blot at når vi taler om berigelser, er det ikke anvendt til at udtrykke englenes perfektion.
De saliges berigelser er synet, kærlighed, og frugtbarhed. Disse gaver kan siges at passe til de teologiske dyder, som tro, håb og kærlighed. Tro er opfyldt i skuen, håbet i besiddelse, og kærlighed i den frugtbarhed som opnås ved fuldt at elske Gud.
Særlige Himmelske gaver og belønninger
Himlens belønning er det som kaldes "aurea", dvs. den gyldne krone. Alle de salige har denne krone, eller "aurea". Nogle er helgener fordi de er blevet martyrer, eller fordi de er særligt jomfruelige, eller fordi de fx er kirkelærere - her føjes en lille "aureola" til, en lille og mindre krone til den gyldne. Sommetider kaldes kronerne også "nimbus" eller "glorie". Kristen kunst afbilder ofte dette, og selv Herren afbildes med en glorie. Men den præcise mening af en glorie, tilskrives alle hellige.
Udover glorien, tilskrives de hellige også en række frugter. Man kan sige at glorien er et udtryk for en række glæder de salige har i Gud, som er deres belønning, frugterne er en særlig glæde som de hellige har til disposition, og som har tydeliggjort frugterne af det liv de har levet på jorden, som frugtbare frø til Guds arbejde.
Jf. Matt. 13,8 tales der om forskellige frugter af sjælene som er i Gud. De forskellige frugter sigter til forskellige former for kontinens, den af jomfruer, den af enker og den af ægtefolk. Det mest frugtbare liv er det af kyskhed, og kaster flest åndelige frugter af sig, og det mindre frugtbare i Guds øjne er det som ikke er kysk, men som håndteres og styres i rammen af ægteskabet.
Frugterne er de himmelske belønninger, som tilgår jomfruer, enker og trofaste ægtefolk, jf. Gal. 5,17, fordi de er lydige mod ånden ift. kødets fristelser. Glorier tilskrives også martyrer, fordi martyriet tildeler frugter ved sejr under særligt vanskelige vilkår. Martyriet er en ædel triumf. Også denne frugt, er en særlig lille krone der tilskrives.
De som har været betydningsfulde lærere i at formidle Guds sandhed, har opnået meget for sig selv, men især også for og til gavn for de som har opnået meget ved denne lærdoms formidling. Og sådanne lærere kaldes hellige lærere, eller kirkelærere. En særlig glorie får de, som har vundet sandhedens sejr over fejl og vranglære.
Glorien, eller sejrskronen tildeles de som har delt i Kristi sejr, men den tildels ikke direkte til Kristus selv. Glorien hører til den perfekte Kristi menneskelighed, og den indikerer at man indordner sig ved nåde til Kristi perfektion. Men Kristi deltager ikke i sine egne perfekte handlinger.
Engle har ikke glorier, i det mindste ikke i den forstand at den tildeles ud fra samme vilkår som den tildeles helgener. For en engel har ved sin natur en glorie, fordi de er bekræftet i nåde fra begyndelsen af deres eksistens.
Glorien er en belønning som besiddes i den helliges sjæl, den er ikke placeret som en del af det opstandne legeme. Det opstandne legeme vil være meget flottere, grundet glæden som flyder fra glorien. Gloriens belønning er åndelig, og ikke kødelig. Det er sømmende at glorier skulle tildeles kirkelærere, martyrer og jomfruer, som nævnt foroven. Kort fortalt, så sigter de til en speciel og særlig konformitet med Kristus. I mere generelle og abstrakte termer kan vi sige, at de forskellige niveauer af glorier vil være a) først de af martyrer, dernæst b) af kirkelærere og c) de af jomfruer. Der kan være konkrete og partikulære tilfælde hvor kirkelærere vil være højere end martyrer, og vice versa. Rangordenen afhænger af de handlinger og den kærlighed, som glorien indikerer og er en konsekvens af.
De forbandedes vilje og intellekt
Hvis en person kommer i helvede, er det ved personens eget perverse valg, som er bekræftet i ondskab, og som er uforanderlig i sin vilje, og helhjertet hengivet til ondt. Enhver sådan handling i viljen, er synd. Bod og anger er den sande mening af ordet, et had til synden. Der er ingen bod og anger af denne slags, i helvede. Men hvis angeren blot forstås som en ærgrelse over de synder som der lides under i helvede, og hadet til synden er årsagen til denne lidelse, så kan vi sige at der i helvede er anger. De forbandede i helvede kan ikke ønske at blive udslettet, fordi dette ønske er i modstrid med hver skabnings natur. Men utvivlsomt, vil de forbandede ønske en form for udslettelse eller bevidstløshed, som vil bringe lidelsen til ophør. Såvel som at der i himlen er perfekt kærlighed, og lykke ved det faktum at sjælen er frelst, således er der i helvede perfekt misundelse og had, og ondt ønske om at se andre og opleve andre lide helvedes lidelser og smerter. De forbandede hader Gud, i den forstand at de hader effekten af Hans retfærdighed, som de på pervers vis har bragt over dem selv. I streng forstand, er der ingen fortjeneste i hverken Himlen eller i helvede. Fordi disse ting opnås på jorden.
Viden som opnås i det jordiske liv, vil forblive i de forbandede sjæle, og vil være årsag til deres lidelse. De forbandede i Helvede vil aldrig tænke på Gud direkte, men kun så vidt at tanken om Ham handler om den retfærdighed som tilskrives dem. De forbandede har viden om de saliges lykke i Himlen. Når legemerne opstår igen, vil de forbandede sjæles øjne se forgæves efter de herliggjorte legemer i Himlen. Men de vil kende til Himlen, og de vil føle straffen for ikke at være værdige til så meget som blot at skue Himlen.
Guds barmhjertighed og retfærdighed over for de forbandede
Skriften taler gentagne gange om at helvedes straf er evig. Fx i Skt. Matthæus (25,46), "De onde skal gå til evig straf". Som belønning er udmålt efter fortjeneste, så er straffen udmålt efter skyld. Men skylden for dødssynd er skylden for komplet at afvise Gud og ved at fornærme Han, hvis majestæt er uendelig og almægtig. Skylden for sådan en synd, er evig straf.
Der er ikke plads til barmhjertighed i helvede, for barmhjertighed kan ikke udøves mod de som forkaster den. Perverse menneskers vilje, og den hos de faldne engle i helvede, er uophørligt udenfor barmhjertighedens rækkevidde. Ydermere, hvis der vistes barmhjertighed til de mennesker i helvede, ville Himlens retfærdighed og lykke ophøre.
Trods Guds vidunderlige barmhjertighed, har de faldne engle og fortabte menneskesjæle, valgt at kaste sig i helvede. Selvom de hader deres lidelser, så beholder de deres pervilje uvilje mod Gud. Sorg for synden, i den forsatnd at forkaste ondskab og vende sig mod Gud, er umuligt i helvede. Ergo, selv den almægtige barmhjertige Gud, kan ikke gennemtrænge de modstridende viljer i de forbandede, og dermed bringe dem lindring.
Kristne som kommer i helvede, er der til evig tid, på samme vis som ikke-kristne er. Kristne, som har større og dybere indsigt end andre i helvede, fortjener mere lidelse end andre, som oplever evig straf og lidelse. Det kan ikke siges at de som udøver barmhjertighedsgerninger i det jordiske liv, vil undslå sig helvedes straf. Selv store syndere vil af og til udøve barmhjertighedsgerninger. I det jordiske liv, kan sådanne gerninger sone straf for de som udøver dem, men de er ingen garanti for at sådanne handlinger vil fritage synderen for straf i helvede. De er heller ingen garanti for, at synderen vil udholde i kærlighed og god vilje, og således lade personen som ellers udøver godt, undgå helvede.
Comments